0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er mig, det handler om

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er ikke noget nyt i at påstå, at mennesket er egoistisk. Enhver er sig selv nærmest er en ældgammel talemåde. Hvad, der derimod er noget nyt, er, at egoismen i vor tid er blevet et massefænomen. Det mener i hvert fald den tyske psykolog Ursula Nuber, der er redaktør af tidsskriftet 'Psychologie heute'.

Denne egoisme har sin pris. Ved siden af masseudbredelsen er et andet kendetegn for den moderne egoisme, at den er blevet narcissistisk, 'navlebeskuende'. Hun henviser til nye undersøgelser, der dokumenterer, at forekomsten af narcissistiske forstyrrelser er øget betydeligt blandt befolkningen i de vestlige lande.

Det er ikke tilfældigt, at yuppien, der bruger sine medmennesker til at fremme sin karriere, nu er blevet den dominerende mennesketype. Denne type er ligefrem efterspurgt, fordi de stabiliserer systemet og hjælper mennesket til at komme frem i et samfund, der er indrettet på konkurrence og forbrug.

Nuber mener, at to foreteelser er nødvendige for at skabe denne type mennesker: reklamen og psykoterapeuterne. Reklamens parole lyder: Blot du køber de rigtige produkter, er du sikret et lykkeligt liv.


Reklamen priser ikke blot den enkelte vare, men propaganderer også for en bestemt livsstil. På samme måde, som reklamen forsikrer, at den kun har forbrugernes interesser for øje, er psykoterapeuternes løfte om et lykkeligere liv forbundet med egennyttige formål.

Det er næppe en overdrivelse at sige, at en stor del af denne branche profiterer af egoismen og aldeles ikke er interesseret i at finde ned til dens sande rødder. Man koncentrerer sig udelukkende om det enkelte individ.

Psykologiens negligeren af de sociale faktorer fører uvægerligt til, at den kommer til at fungere som en ideologi, der ser individualisme og 'selvrealisering' som det eneste mål, det er værd at stræbe efter.

Freud var jo overbevist om menneskets medfødte asociale indstilling. Kærlighed til næsten strider mod den menneskelige natur, mente han, der delte Thomas Hobbes negative menneskesyn: Homo homini lupus (mennesket er en ulv mod mennesket).

Helt konsekvent findes der i den traditionelle psykoanalyse intet du. Man taler om 'jeget' og 'overjeget' og betragter individet isoleret. Heroverfor citerer Nuber filosoffen Martin Bubers ord: »Mennesket bliver et jeg gennem et du«.


I nyere psykoanalytiske teorier taler man om 'Objektrelationer'. Objekterne er til for at tilfredsstille ens egne behov. Først når individet har opnået størst mulig uafhænighed af sine objekter og lever et selvstændigt liv, er man 'følelsesmæssig moden'.

Frem for alt har den såkaldt humanistiske psykologi, især repræsenteret af Carl Rogers, Frederic S. Perls og Abraham Maslow, bidraget til, at 'selvrealisering' i dag anses for at være en indlysende menneskerettighed. Men, som Nuber betoner, lukker man øjnene for, at dette evangelium oftest fører til ensomhed. Egoisme og ensomhed er uadskillelige.

Ursula Nuber har et skarpt blik for den konkurrencementalitet, vores nuværende økonomiske system fremelsker. Den menneskelige solidaritet sønderrives af systemets vederstyggelighed, 'den enes død er den andens brød'.

Medmennesket forvandles til et modmenneske, hvis fiasko er min succes. De enkelte mennesker fremmedgøres mere og mere fra hinanden, isoleres og henvises til privat markedsføring i et samfund, hvor alt og alle gøres til genstand for køb og salg.

Forfatteren har afgjort sin styrke i den kritiske analyse af den aktuelle samfundsudvikling. Når hun til slut skal antyde en vej til egoismens overvindelse, virker det som et antiklimaks: at vejen til et bedre liv går gennem menneskets indre selvfuldkommengørelse. Ak ja!

Det er præcis det samme, præster, desværre uden held, har prædiket i tusinde år: Hvis blot hver enkelt ville bekæmpe sine indre brist, ville samfundets brist forsvinde af sig selv.

Hun citerer flittigt Erich Fromm og kræver som han »en forandring af menneskets hjerte«, men har åbenbart svært ved at følge ham, når han fortsætter: »Dette er kun muligt i takt med gennemgribende økonomiske og sociale forandringer, som gør det muligt for menneskene at forandre sig selv«.

For at opnå dette nytter det ikke med en privat strategi, det kræver en fælles kamp.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce