Hun er født i byen Miercurea-Niraj i Transsylvanien. Det er der ridder Dracula siges at høre til, det er i det hele taget et mærkeligt sted, tror man, indtil byen og landskabet får menneskelige proportioner i Olly Ritterbands erindringsbog, som først og fremmest er karakteriseret af kærligt og stædigt gåpåmod og lune. Hvordan kom hun til Danmark? Historien er lang og lykkelig, men indeholder også et afsnit om hendes ophold i Auschwitz, hvor hendes far omkom, mens moder og søster overlevede ligesom hun selv. Olly Ritterband har tidligere udsendt en bog om sine oplevelser i Auschwitz, 'Et ord er et skrig', som var mærkelig ved den konkrete erfaringsrigdom og manglen på bitterhed. Ganske vist er hun ikke en martyr, (som kan vælge), men et offer, som ikke kan. Ganske vist er søsterens senere skæbne præget af opholdet, ganske vist dør hendes far i det nazistiske helvede. Men hun overlever, kommer til Sverige, møder sin mand Dan Ritterband og flytter til Danmark, hvor hun efterhånden skaber sig en tilværelse som mosaikkunstner - mange eksempler i bogen vidner om hendes talent. Hun skriver i hovedsætninger - dels selvfølgelig, fordi hendes modersmål er ungarsk, dels fordi det er sådan, hun oplever livet. I 1942 konfiskerer nogle mænd alt materialet fra familiens fotoværksted og meddeler, at atelieret skal lukke. Hun siger til sig selv, at det ikke kan være sandt. Hun har hørt at jøder forfølges i Tyskland og Polen, men hvorfor i den fredelige by Miercurea-Niraj? Så skriver hun et brev til præsident Miklos Horty i Budapest. Præsidenten skriver tilbage til byens borgmester, at han skal undersøge sagen, og den ender med, at atelieret genåbnes. I bogen er gengivet et billede af Olly, taget samme dag, som familiens forretning blev ødelagt. »Jeg var bekymret, men jeg ville ikke give op, tog forklæde på for at hjælpe mor i køkkenet og smilede til kameraet«. Episoden er symptomatisk for hendes viljestyrke og gode humør. Hun vil ikke give op, og det hjælper. Så mange andre hjalp det jo ikke, men det er godt at høre et vidnesbyrd om vigtigheden af at være i live og holde sig i live under de vanskeligste vilkår. Hvis noget har været for smerteligt, mærkes det ikke. Her er ikke ét ord om bitterhed og klage, men mange ord om familiesammenhold og livsglæde. Hun erindrer også i hovedsætninger: så skete der dét - og så pakkede jeg min kuffert og harmonika. Uden mellemregninger. Hendes huskeevne er god og man får helt lyst til at tage til Miercurea-Niraj. Også dér levede der mennesker, vi genkender umiddelbart, livet er ikke så kompliceret. Måske er det - men det er Olly Ritterbands meget fine særkende at holde sin bøtte. Vi skal arbejde hen imod det sollyse og være optimistiske, skriver Jørgen Barfod fra Frihedsmuseet, da der blev holdt kaddish, mindebøn, for hendes far i anlednng af 35-årsdagen for aktionen mod de danske jøder. Skæbnen er, og Olly Ritterband har overlevet den, uden at glemme den - tror vi nok.