0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rubler uden skrupler

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Overskriften lydersom en dårlig dansk oversættelse af en amerikansk b-film. Men det er den måske mest dækkende betegnelse for det betalingsforhold, der eksisterede mellem det mægtige Sovjetunionen og de små nordiske kommunistpartier.

Det drejer sig ikke kun, som mange kunne fristes til at tro, om perioden under den kolde krig, hvor det var mere eller mindre legalt - på begge sider af den ideologiske demarkationslinie - at være i lommen på den ene af de to stridende verdensmagter.

De penge vi her taler om, og det drejer sig om ganske betydelige beløb, tilflød nemlig kommunistpartierne fra Reykjavik til Helsinki allerede fra deres dannelse nogle få år efter bolsjevikkernes sejrrige revolution i 1917 og helt til kommunismens sammenbrud i 1990.

Titlen på antologien Guldet fra Moskva er derfor særdeles velvalgt. På grundlag af omfattende kildestudier, kan forfatterne, der alle forsker i kommunisme og venstreradikalisme, dokumentere at ingen af kommunistpartierne i de pågældende lande kunne eksistere uden den givtige guldåre fra Kreml.

I hvert fald blev de aldrig nødt til at gøre forsøget. På den led var kommunisternes organisationsapparat, dvs. parti, officielle organ, tidsskrifter og faglige sammenslutninger, født til afhængighed. En afhængighed de synes at have accepteret med sindsro, ja skruppelløst i revolutionens hellige navn.


Og hvad så, kunne man spørge? Er der noget overraskende ved det? Kommunisterne har aldrig selv lagt skjul på deres store beundring for proletariatets fædreland i Øst. Det var jo for pokker de påståede velsignelser i dette land, de flittigt slog til lyd for.

Som også bogens redaktør Morten Thing har peget på i et interview her i avisen (23.5), så er der ikke noget nyt i påstanden om, at de kommunistiske partier på vore breddegrader populært sagt var på støtten. Det har man vidst eller mere præcist formodet, stort siden de tonede frem i det politiske landskab.

Men netop formodninger bærer kun ved til det altid flammende rygtebål. Det er derfor vigtig med håndgribelige kendsgerninger. Det rummer bogen til overflod, hvilket de 35 siders optryk af dokumenter vidner om, foruden de grundige analyser af diverse aspekter ved den sovjetiske 'bistandspolitik', som hver af de seks bidragydere beskriver.

Når kommunisterne imidlertid har søgt at lægge afstand til formodningerne om de store transaktioner - især efter Anden Verdenskrig - skyldes det, at det blev anset for at være politisk ubelejligt. Vælgerappellen ville næppe nå uanede højder, hvis det hed sig, at DKP var styret og betalt af Sovjetunionen. Det ville betyde tab af enhver legitimitet.

Desuden hører det med i billedet til denne benægtelse, at kun et fåtal i partiets top var vidende om, hvad der foregik. Den menige kommunist bar ikke rundt på oplysninger om hemmelige konti og mystiske natteaftaler i parker og havneanlæg.


Det er hævet over enhver tvivl, at såvel kommunistpartierne som deres propagadaorganer nød godt af de store tilskud, som sikrede Sovjetstaten lidt tiltrængt presse samt tilstedeværelsen af en revolutionær avantgarde. Hvor meget denne støtte betød i praktisk organisatorisk forstand er, som Morten Thing skriver i sit bidrag, vanskeligt at afgøre.

Dog vover han det ene øje og skønner, at Land og Folk formentlig ikke havde overlevet krisen i 1958 i forbindelse med splittelsen i DKP, hvis ikke bladet havde fået betydelige beløb fra partiet. Og partiets pengebeholdning?

Om end medlemsskaren til tider lå på den pæne side af 10.000, var det just guldet fra Moskva, der sikrede at de frem til 1990 kunne synge »Snart dages det brødre, det lysner i Øst«.

Som helhed er der tale om et sagligt og velunderbygget værk. Man kunne ønske sig en mere indgående diskussion af, hvad pengene faktisk betød for den politiske kultur i Norden. På den led er bogen for faktuel og for lidt kontrafaktisk. Der er endvidere lidt rigelig repetition over de seks tekster, men den tomgang, der i ny og næ måtte indfinde sig, når man læser om de uendelige beløbsangivelser, må afskrives på dokumentationskontoen.

At der er tale om en læsværdig fremstilling, fri for polemiske udfald, som må friste alle med interesse for venstrefløjshistorie, skal der ikke herske tvivl om.