Når man har oplevet Skagen i den hektiske sommertid med biler, hundred meter lange køer i supermarkerne, camping-halløjet, de store huse, Skagen-snobberiet, støjen og hele dynen, er det næsten ikke til at forestille sig det Skagen, som engang fandtes. Det bestod af nogle små, fortrykte huse, af en evig susende blæst, ingen havn, et fyrtårn, en begravet kirke, stikkende sand. Skagen var, inden stedet blev (op)fundet af kunstnerne, og inden flittige lokale mænd havde taget fat, det mindst mondæne, man kunne tænke sig. Hovedretten hed smalhals i de fleste huse. Men driftige folk fandtes, en af dem var Søren Pedersen Møller, senere kaldt Søren Møllebygger. Han blev født i 1801, døde som 75-årig efter et langt og virksomt liv. Han fik børn, og de fik børn, og de fik børn igen, og slægtens historie gennem fem generationer er nu beskrevet i en stor smuk bog, der har lidt bredere interesse end slægtsskildringer normalt har. Dette skyldes bl.a. at et af møllebyggerens børnebørn var den fine kunstner Anna Ancher. Et andet barnebarn, Martha, blev gift med maleren Viggo Johansen, en tredje med maleren og kunsthistorikeren Karl Madsen. Det er nu ikke de berømte Skagensmalere, der optager forfatteren mest, men de andre, de folk, der byggede, dyrkede hvad der kunne dyrkes, som gik ind i det lokale arbejde i sparekasser, redningsarbejde, som etablerede købmandshandler, og dyrkede den lidet frugtbare jord. Der fortælles om de unge mødre, der døde i barselsseng, om de hårde vilkår, som blev budt dem, der drog ud.
Virksomme liv
Lyt til artiklen
