0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det kulturradikale spøgelse

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen

Georg Brandes taler til fremtiden. Illustration fra bogen.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I 'Hamlet' er der som bekendt et spøgelse, der blander sig i spillet; hvis bare dét spøgelse havde nøjedes med at være spøgelse, så havde vi slet ikke haft alt den ballade på Kronborg.

Og noget tilsvarende kunne siges om kulturradikalismen, et spøgelse fra fortiden, som den dag i dag forsøger at gå igen i Danmarks rige: Hvorfor ikke bare nøjes med at være spøgelse? Med hvilken ret vil en bevægelse fra 1930erne (eller var det århundredskiftet?) blande sig i nutiden?

Når man har læst dagens bog, 'Den kulturradikale udfordring', er spørgsmålet på ingen måde forstummet eller besvaret, det er snarere blevet fordoblet: Hvorfor i alverden vil man absolut sige noget til samtiden, når man stort set intet aktuelt har at sige?

Bogen er udsprunget af en forelæsningsrække om kulturradikalismen, som i foråret 2000 blev afholdt på Københavns Universitet, arrangeret af Institut for Nordisk Filologi, Institut for Litteraturvidenskab og Georg Brandes Selskabet.

Og skønt de fleste af teksterne faktisk er kvalificerede og gode at få forstand af, og på trods af at en enkelt forelæser, Drude Dahlerup, ud fra en kvindevinkel stiller sig forfriskende kritisk til bevægelsen i det hele taget, så må man alt i alt sig forbarme:

Tænk, at det ikke er muligt for de sidste dages kulturradikale at lægge bare ét foredrag ind, som ikke er historisk og tilbageskuende; tænk, at man ikke har inviteret en eneste anti-kulturradikal havkat ind i hyttefadet (bortset fra en kirkens mand, Jan Lindhardt); og tænk, at man ikke har bedt en eneste (måske endda yngre!) forelæser om at besvare spørgsmålet: Hvad er den kulturradikale udfordring i dag?


Bogen indledesmed Klaus Rifbjergs forelæsning 'Med højt humør og løftet hale', et forrygende ekvilibristisk cirkusnummer i den genre, som Rifbjerg mestrer suverænt: gerontologisk infantilisme.

Man griner, man ryster på hovedet, man er ude for at more sig og bestemt ikke for at tænke efter, endsige diskutere med fabeldyret, som brølende monologisk f.eks. kan få den altid kampberedte, ja, krigsberedte Georg Brandes til at blive kirkefader i Rifbjergs private, militant pacifistiske trosretning.

Underholdningsværdien bliver ikke ringere af, at en af forelæsningsrækkens arrangører, Hans Hertel, trods alt synes, at han må sætte tingene lidt på plads sådan rent historisk, da det bliver hans egen tur til at forelæse (der er jo uskyldige studenter til stede):

»Den radikale pacifisme à la Hørup, P. Munch og Politiken så han (altså Georg Brandes, red.) som blåøjet forsvarsnihilisme og selvopgivelse, P. Munch så han som fantast, og fra 1909 gik han ind for et dansk forsvar«.

Men fatter Rifbjerg jonglerer jo bare med sin egen, fiktivt fortidige Georg Brandes, og nutiden går det f.eks. sådan her: »Ikke blot styres Danmark i skrivende stund fra Bruxelles, landet er også en (i åndelig og økonomisk forstand) amerikansk vasalstat«. Og bum, bummelum.

Hvis nogen skulle mene, at det europæiske projekt er en slags modvægt mod amerikaniseringen, så gør de nok klogest i at søge andre diskussionspartnere end Rifbjerg, som forresten tager hele sit afsæt i et citat af Georg Brandes, som han trods alt ikke forvrænger.

Det er et brev fra Paris, hvori den unge Georg i 1866 hylder en flaske rødvin, en postej og en omelet. Sammen med et citat af billedhuggeren Axel Salto, om glæden ved at skrive, får Georgs gourmandise Klaus Rifbjerg til at sammenfatte »noget elementært i den kulturradikale holdning: sult, begejstring, uimponerethed, ungdommelighed, koketteri, ærlighed«, hvilket på den ene side måske nok er rigtigt, men på den anden side næppe er så rigtigt, at den ikke-kulturradikale del af menneskeheden ganske kan siges at være uden sult, begejstring etc.

Ja, uimponerede medlemmer af den ikke-kulturradikale menneskehed har endda haft den frækhed at sammenfatte en sådan kulturradikal eksklusivitet endnu kortere: sjusk og selvglæde. Det kunne dog ikke falde undertegnede ind at gå så radikalt til værks. Jeg tager hellere endnu et citat af Rifbjerg, som - spøg til side - er pinligt korrekt: »Kulturra