Hvordan kan det gå til, at mennesker hjælper hinanden uden grund? Hvorfor gøre det umulige som at træde i en andens sted, også hvis denne anden skulle vise sig at være min bøddel? Det sker ikke desto mindre. En sådan etik legitimerer for Emmanuel Lévinas (1906-95) den jødiske religiøse tradition. Selv driver han ikke teologi, men en slags åbenbaringsfilosofi, som i min næste, i den andens ansigt møder et ubegrundet krav om ansvarlighed, så radikalt, at jeg er sat til at udsone den andens skyld, selv den skyld han måtte have over for mig. »At kende Gud«, siger Lévinas, »det er at vide, hvad man bør gøre«. Peter Kemp introducerede 1992 Lévinas på dansk, nu foreligger Henrik Vase Frandsens intensive fortolkning af Lévinas' to hovedværker, 'Totalitet og uendelighed', 1961 (da. 1996) og 'Anderledes end væren', 1974. Lévinas skriver gerne i en kompakt, billedrig og usystematisk stil, lidt som en kabbalistisk rabbiner. Frandsen gør ham kritisk læsbar, ofte lysende, en stor præstation. Det særlige ved Frandsens bog ud over de seje tolkningstræk er dens religionsfilosofi, som afdækker betingelsen for en meningsfuld tale om Gud eller transcendens. Lévinas tænker antitetisk herom. Over for den såkaldte ontoteologi, der konstruerer 'gud' i subjektets billede, en tænkning uden transcendens, sætter Lévinas det andet menneske, fra hvis ansigt man hører det ubegrundede krav om ansvar. Næsten har egentlig to ansigter, det ene vender synligt udad, det andet usynligt indad, og herindefra høres en tale, som lægger beslag på mig. Næsten er »en manifestation af den højde, Gud åbenbares i«, siger Lévinas, lodret indefra, kunne man sige med en let ændret formulering hos teologen Karl Barth. Det transcendente møder os ikke som idé eller i en ekstatisk oplevelse af hellighed, men finder sted i mødet med den anden. Det er en yderst destruktiv oplevelse, fordi det transcendente er en fremmed tale, der bryder alle broer ned til vor fortrolige og nydelsesrige verden.