Nu er der kommet styr på den store samling af farvediapositiver, som Steen Eiler Rasmussen efterlod sig ved sin død, og Karen Blixen-museet pietetsfuldt har opbevaret. De danner grundstammen og er den væsentlige attraktion ved den bog, som den flittige Frans Lasson nu har redigeret. Takket være offentlige tilskud er den tilmed billig. Han gennemfotograferede huset inden døre, men endnu flere billeder tog han udefra, af dets mure og den omgivende lund. Karen Blixen og jeg gik engang i den, og jeg talte imponeret om arealets tyve tønder land. Tredive tønder, rettede Karen Blixen mig med stolthed i stemmen. Ejendommen var naturligvis en byrde. I ungdommen havde den været som et fængsel, hvor Karen Blixen drømte om vinger, der kunne bære hende væk fra et stejlt kvinderegimente. Da hun efter Afrika-opholdet atter vendte tilbage til Rungstedlund, var ejendommen forfalden og upraktisk. Karen Blixen drømte om at have det lidt bekvemt på sine gamle dage og bo i et lillebitte hus (»ma petite maison á moi«, som hun sagde) i Københavns centrum. Det blev (heldigvis) ikke til noget, i stedet blev Rungstedlund istandsat, så alle kan glæde sig over hus og have.
Rungstedlunds pragt
Lyt til artiklen
