0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Freden bliver hængende

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er næppe meget i verden, der er sværere, end for akademikere at tale eller skrive, så almindelige mennesker kan forstå dem. Det skulle da lige være for selv samme akademikere at forklare, hvad der sker i Mellemøsten og hvorfor.

Bogen 'På Tærsklen til Fred?' er sådan et forsøg. Og det må med det samme slås fast. Det lykkes ikke.

Den militær-olivengrønne bog, med undertitlen 'Al-Aqsa initifadaen og fredsprocessen i Mellemøsten' er en antologi redigeret af Michael Irving Jensen, som er ph.d.stipendiat på Københavns Universitets Carsten Niebuhr Institut.

Hovedparten af forfatterne er de akademikere, der i Danmark til dagligt beskæftiger sig med Mellemøstkonflikten samt et par af de journalister, der i årevis har markeret sig i den offentlige debat om Mellemøsten. De forsøger at opridse udviklingen i perioden mellem Osloaftalerne i 1993 til og med Al Aqsa intifadaen, der brød ud i oktober sidste år.


Bogen har først og fremmest et aktualitetsproblem. Den udkom i slutningen af april, men har ikke nået at registrere magtskiftet i Israel i februar og knap skiftet i USA i januar. I oversigtskapitlet om USAs mellemøstpolitik (Lars Erslev Andersen, red.) er det kun alt for tydeligt, at der i hast er skrevet et nyt afsluttende afsnit, der lige netop nævner at George W. Bush blev præsident.

I kapitlet om israelsk politik konstateres det, at Yitzhak Rabin og Shimon Peres var »de sidste israelske politiske ledere af pionergenerationen..« (Jakob Feldt, s. 96, red.). Hvad med Ariel Sharon?

Det nævnes heller ikke, at der efter Camp David og efter at intifadaen brød ud, i januar i år blev afholdt en forhandlingsrunde i den egyptiske Rødehavsby Taba. Her blev ikke indgået nogen aftaler, men forhandlingerne spiller en rolle, ikke mindst fordi Arafat gentagne gange har krævet at eventuelt nye forhandlinger, skal genoptages »der hvor man slap i Taba«.


Et andet problem er, at hovedparten af de 16 akademikere, der bidrager - hver med sit emne - benytter deres tekster som polemiske partsindlæg i den årelange debat om hvem, der har ret, og hvem der har uret i konflikten, noget der desværre gør flere af teksterne mangelfulde.

Det er ikke nok at tage parti til fordel for »palæstinensernes legitime rettigheder«, for at forklare, hvorfor fredsprocessen siden oktober sidste år er blevet afløst af konflikt og vold. Og det er en langtfra fyldestgørende forklaring at skrive: »Da den israelske højrepolitiker Ariel Sharon aflagde et besøg på Haram al-Sharif i Jerusalem blev resultatet Al Aqsa intifadaen«, (Jørgen Bæk Simonsen, s. 139, red.).

Flertallet af forfatterne giver deres fulde støtte til Arafats afvisning af det forslag, der lå på bordet i Camp David i juli sidste år. Til trods for at en reel deling af Jerusalem var på forhandlingsbordet i Camp David fastholdes det »at Israels udgangspunkt var, at Jerusalem er Israels evige udelelige hovedstad, og derfor ikke var til forhandling«, (Andreas Laursen, s.27, red.).

Adskillige forfattere hylder det nye palæstinensiske oprør. At »Al Aqsa intifadaen umiddelbart har reddet palæstinenserne på målstregen«, (Irving Jensen, s.281, red.), forklares, ved at intifadaen har øget såvel Arafats som den islamiske oppositions popularitet.

Ingen steder henvises der til den interne palæstinensiske kritik af brugen af våben i dette oprør, ej heller gøres der forsøg på at analysere de palæstinensiske tab, økonomiske, sociale, politiske - under et langvarigt intifadaforløb.

Til gengæld forklares de anti-semitiske under- og overtoner i Hizbollahbevægelsens satellit-tv-udsendelser således: »Når Israel bruger davidstjernen ikke kun på sit flag, men også på sine jagerfly og uniformer, er der intet underligt i, at den bliver anvendt og misbrugt af Israels fjenders propaganda«, (Jakob Skovgaard-Petersen, s. 225, red.).


En forfatter er så ivrig i kritikken af Israels behandling af sin palæstinensiske minoritet, at han åbenbart ikke har haft tid til at checke sine oplysninger, »... det var ikke tilladt palæstinenserne at danne deres egne politiske partier (i hvert fald ikke indtil for nyligt)«, skriver han (Mahmoud Hawari, s. 132, red). De israelske palæstinensere dannede deres første partier i 1976 og mange var indtil da medlemmer af det jødisk-arabiske kommunistparti.

Bogen også har et par fremragende klare og forståelige analyser, blandt andre Informations Charlotte Aagaards gennemgang af Al Aqsa intifadaens første måneder og viceformand i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, (der optræder med sin akademiske titel: kulturgeograf ved KU, red.) Søs Nissens gennemgang af den israelske bosættelsespolitik.

Enkelte tekster er så specialiserede og detaljerede, at de simpelthen er svære at læse. Det gælder især økonomen Numan Kanafanis minutiøse gennemgang af de økonomiske aftaler mellem Israel og palæstinenserne. Og den citattunge gennemgang af forholdet mellem den radikale islamisme og jøderne, af Judith Winther.


Generelt er der ikke megen hjælp at hente, for 'nye læsere'. Forfatterne skriver om hver sin lille niche, og der er ingen, der har taget højde for, at ikke alle læsere er velbevandret i konfliktens begreber og detaljer. Det er ikke nok at skrive en række kildehenvisninger ved afslutningen af hvert kapitel, som man gør i akademiske sammenhænge. Her mangler i høj grad en forklarende ordliste og en tidsline.

Desuden ville det have pyntet, hvis en redaktør havde besluttet sig for én gennemgående stavemåde af f.eks. Haram al-Sharif (det arabiske navn Tempelbjerget, red.) og Al Aqsa i samtlige tekster.

Ligesom freden i bogens retoriske titel ikke kommer længere end til tærsklen, kommer bogen med sin enorme mængde informationer ikke længere end til tærsklen af en forståelig gennemgribende forklaring på, hvad der egentlig er sket ...

Ærgerligt.