Ole Lindboe er en flittig skribent, der kommer langt omkring i kunstens verden. Han har for nylig udgivet en bog om den brasilianske kunstner José Vasconcellos. I bogen kan man læse om kunstnerens opvækst, hans flugt til Danmark over Chile og herefter om mødet med den skandinaviske kultur. Lindboe beretter også om Vasconcellos' motivkreds og hans tilgang til kunsten. Er man træt af kunsthistoriske udredninger, så er denne bog et alternativ, fordi Lindboe går journalistisk til værks. Han fortæller i detaljer om den nyere brasilianske historie og opridser også situationen omkring den brasilianske kunstscene, som lever i et vakuum, hvor store dele af den brasilianske befolkning ikke er uddannet nok til at forstå kunsten, og hvor verdens kunstcentre ignorerer den brasilianske kunst. Om denne mere end 100 års ensomhed blot er dybt uretfærdig og uforklarlig, er spørgsmålet. For når man bladrer bogen igennem og ser på Vasconcellos' billeder, så har de et tydeligt latinamerikansk barokt-katolsk formsprog, som ligger langt fra det kølige protestantiske Skandinavien. Det bliver hurtigt for meget for den danske smag, når kunsten bliver eksplicit og skal indeholde alt fra ren abstraktion til farlige yderst realistisk gengivede femme fatale-figurer tilsat en engel eller to i et farvevirvar, der er ved at koge over i skingre toner. Uden at have besøgt Brasilien ville jeg gætte på, at Vasconcellos' kunst fungerer langt bedre i Brasilien, og desværre er bogen ikke i stand til at overbevise sin læser om andet.
Utransportabel magi
Lyt til artiklen
