Grækerne gav os filosofien og af romerne fik vi tanken om civilisation. Forenklingen er uforskammet bastant, indrømmet, men når man nu skal skære igennem, kan det ikke blive anderledes: De gamle grækere lærte os altså at tænke og undres, og de næsten lige så gamle romere bibragte os fornemmelsen af storhed og statsstruktur. Med hvad med de endnu ældre egyptere; har vi noget at takke dem for? Som besøgende i dagens Egypten kan man naturligvis juble henrykt ved synet af pyramiderne, Sfinksen, mumierne i deres forgyldte sarkofager og de enorme kongegrave i Luxor. Det er de synlige levn af fordums imponerende rige, som forenede det vidststrakte delta mellem Nedre og Øvre Egypten. De faraoniske dynastier regerede i hen ved 3000 år og skabte fornem bygningskunst, gigantiske skulpturer og forfinede guldsmedearbejder. Tempel- og gravarkitekturen er bestemt også noget at skrive hjem om. Det er imidlertid ikke faraoernes fysiske verden, der tages under behandling i det foreliggende tobindsværk. Som antydet af titlen 'Arven fra Ægypten' stilles der skarpt på de dele af Nillandets glorværdige oldtid, som lever videre i en undrende og ikke mindst beundrende eftertid. I adskillige tusind år har faraoerne sat deres fingeraftryk på forskellige områder af kunsten og kulturen. I det store og det små. Fra skarabæer og geometriske mønstre i den græske bronzealder, over irske bogtryk og angelsaksiske klosterrelieffer i 700- og 800-tallet, til middelalderens romerske sfinkser, franske og britiske historiemalerier i 1800-tallet og helt frem til 1920ernes faraoniske renæssance i intellektuelle egyptiske kredse. Med bidrag fra en stribe forskere med god forstand på bl.a. egyptologi, historie, arkæologi, sprogvidenskab og kunsthistorie, har Tidsskriftet SFINX sendt et både knaldlærd og underholdende kulturhistorisk værk på gaden. Det ligger på læben at kalde det for en pyramidal præstation.