Nok var briterne blandt sejrherrerne, men de tabte freden. Mens Storbritannien før Anden Verdenskrig var bankier for verdenshandlen og rådede over et udstrakt imperium, har briterne siden 1945 måttet affinde sig med, at deres land fra at være en verdensmagt er blevet forvandlet til en andenrangs nation. Winston Churchill kunne se truslen, men formåede ikke for alvor at tage kampen op mod de nye herskere i den vestlige verden: amerikanerne. Under og efter krigen blev opgaven i vidt omfang overladt til John Maynard Keynes. Keynes, den ubetinget største økonom i det 20. århundrede, var en formidabel begavelse. Af mange ligefrem betragtet som et geni. »En økonom af høj klasse må i et vist omfang på én gang være matematiker, historiker, statsmand og filosof«, skrev han en gang i en karakteristik af en anden stor økonom, sin lærer og forgænger Alfred Marshall. Keynes selv var tæt på at opfylde disse krav. Som matematiker kunne han for eksempel aftvinge beundring hos en så stor matematisk begavelse som Bertrand Russell. Og så var han en af de mest fremtrædende i kredsen af forfattere, malere og filosoffer, der samledes i Bloomsbury-gruppen under og efter Første Verdenskrig. Oven i formåede han lynhurtigt at skabe sig en personlig formue for at sikre sin økonomiske uafhængighed. Det skete gennem spekulation på valuta- og varemarkederne, og livet igennem var Keynes en aktiv spiller. Hans evne til at skabe penge blev iøvrigt også til glæde for Kings College i Cambridge, hvor han i mange år fungerede som kvæstor (romersk finansembedsmand/kurator, red.). Han havde et udpræget aktivt forhold til teater- og kunstverdenen, og før det blev mondænt, samlede han sig en betydelig samling af moderne kunst. Og midt i det hele var han formand for et livsforsikringsselskab og universitetslærer i Cambridge, samtidig med at han gav sig tid til at samle den fineste samling af Newtons skrifter i verden, redigerede et nationaløkonomisk tidsskrift og var formand for New Statesman.