Antikken hører til billedkunstneren Peter Brandes' besættelser. Han opholder sig ofte så tæt på dette kulturelle emne, som han kan komme, og det vil sige i det nuværende Grækenland. Gennem årene har han adskillige gange berejst det græske øhav for at uddybe sin fortrolighed med antikkens historie og mytologi og for at følge en legendarisk fortids meget håndgribelige spor i arkæologisk form. Emnet hører simpelt hen til Brandes' hverdag som kunstner. Og da han er en samlernatur, omgiver han sig med antikker i en grad, der må gøre hans eget miljø hjemme i Frankrig mere græsk (og romersk) end fransk. Hans viden på feltet er så omfattende, at den også må præge dét, der opstår på lærredet, papiret eller i leret. Her - i antikken - finder Brandes sine alliancer og referencer, og sådanne kulturelle tilbagekoblinger - eller kald det identifikationer - har altid været et væsentligt arbejdsredskab. Dets mest konkrete udtryk for denne identifikation er de illustrationer, som kunstneren har udført til en række nyoversættelser (ved Otto Steen Due) til Vergils 'Æneiden', Homers 'Illiaden' og 'Odyseen', som er under udgivelse. Det er interessen for det antikke Grækenland, der giver udstillingen på Gl. Holtegaard både dens indhold og profil. Og det er blevet en flot og ikke mindst alsidig udstilling - med noget for alle at dvæle ved og måske investere i. Det er Brandes selv, der i hovedtrækkene har stået for denne fyldige udstillings iscenesættelse. Han har udvalgt værkerne i hvert enkelt rum. Og det er også ham, der har koreograferet de blikfang, der løber gennem salene, og som giver effektfuld sammenhæng til materialet og perspektiv ud over det. Nok har han haft folk - fra Galerie Moderne - til at hjælpe sig med det praktiske, for udstillingen er tydeligvis en salgsudstilling. Men scenografien er kunstnerens. Udstillingen rummer eksempler på næsten alle de medier og teknikker, som Brandes præger i det daglige og forsyner med sin signatur: maleri, skulptur, tegning, akvarel, pastel, sepia, litografi og lertøj. Blikket drages især af de bemalede vaser i lertøj. Fordi de er formede efter de antikke grundformer: lekyth, kylix, amfora, hydria, krater, virker de særlig genkendelige og autentiske i denne meget bevidste græske helhed. Kort sagt: alt er med, alt - med undtagelse af fotografiet. Men Brandes' fotografier til gengæld blevet mere end godt betjent i en ny bog, 'Past III'. Med en produktion så alsidig kan det ikke undgås, at man begynder at prioritere de enkelte forgreninger af det samlede værk i forhold til hinanden. Keramikken holdes op mod skulpturen, grafikken sammenlignes med tegningerne etc. Mange mener f.eks., at det er i fotografiet, at Peter Brandes' formsprog og tekniske perfektionisme træder smukkest i forening. Men når man vandrer gennem en udstilling som 'Phaidon' og rum for rum kan følge ikke blot kunstnerens optagethed af antikken, men også hans tekniske alsidighed, begynder man at se anderledes på det. Så er det viljen til at ville beherske det hele, som er den væsentligste karakteristik af Brandes' indsats. Selv om fotografiet på det seneste har skabt den største internationale bevågenhed, er alle grene af produktionen lige væsentlige - for kunstneren. De er nødvendige, hver og én, for at holde processen i gang. Og så har vi endda ikke engang nævnt bogproduktionen, som ikke blot er særdeles udsøgt, bogteknisk set, men også meget omfattende. Faktisk så omfattende, at den i al væsentlighed løbende har været i stand til at dokumentere alt det øvrige. Og så har Brandes i hovedsagen altid selv stået for den boglige tilrettelæggelse af fænomenet Brandes' værk. Det er noget af en bedrift: Ingen anden kunstner i samme generation har været dygtigere til også at formidle sit værk som litteratur. Også Brandes' seneste bog, 'Past III', er noget af en æstetisk bedrift. Men ud over at fejre æstetiske triumfer sætter fotografierne også det øvrige værk i fokus. Gennem fotografiets blødt fortegnende hinde opdager man, hvor meget kunstarterne har tilfælles. Teknisk er fotografi beslægtet med grafik gennem den kemiske proces, der forener dem. Også et negativ må nedsænkes i en kemisk vædske for at fuldende sin tilblivelse. Men kemikalierne alene gør det ikke. Brandes forstyrrer den normale proces, når man fremkalder billeder. Men resultatet er kun teknisk set overlagt destruktion. Det, man ser, er udsøgt æstetik. Men æstetik med referencer. Der er flere ting, der interesserer ved Peter Brandes' fotografier. For de kommenterer både hans maleri, grafiske værk og skulptur. De har en malerisk kvalitet på grund af det 'falske' lys, han sender ind over billedet. Han opløser motivet halvvejs, giver det plads til at røre på sig og blive levende. Når skulpturer rykker ud af deres normale fokus og bliver uskarpe, forklæder de sig i lys og forvandler sig til væsener, som slet ikke ligner dem i museets regi. Så småt begynder disse gestalter af sten at forlade deres bopladser på museerne - og for at bemægtige sig fantasien. Og her kommer de rigtigt til live, nærmest som mumier, hvis tusindårige søvn er blevet forstyrret. Også Brandes er på en måde sådant et menneske, der forstyrrer antikken i dens skønhedssøvn. Således fremstiller han røntgen- optagelser af fjerne kulturers værker, og skulpturen af Aknaton - den store farao - bliver genfødt som mumie. Men ikke uden grund. For de skulpturer, han vælger at arbejde med som fotograf, er fjerne forfædre til hans egne skulpturer. Enten er familieligheden der straks, eller også bliver den tydeligere, i takt med at den antikke skulptur belyses og forvandles i den fotografiske proces. Fødder er f.eks. helt oplagt et motiv, som Brandes vil demonstrere sin fascination af - også når han fotograferer. Men fotografen Brandes ønsker ikke at være en slags konservator. Det handler heller ikke om at dokumentere skulpturen - som skulptur. Hans billeder er signalementer af hans egne besættelser. Og han er besat af fortiden, af dens værker i montrer, på sokler eller i naturen. Men ser man længe nok på Peter Brandes' fotografier, kan man ikke bare skimte råstoffet til hans malerier i mørket bag lyset. Man kan også ane skulpturerne og værkerne på papir. Det er gennem fotografierne, at det øvrige værk genfødes, og at en fjern fortid får personlig form.