0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mennesket bag penslen

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Et levet liv er et forløb, der snor sig ind og ud mellem ydre hændelser. Et levet liv er en personlighed, der præges og præger, et temperaments omgang med omverdenen. Det er det, biografien forsøger at fange, og det er det, prosaen ofte væver sig omkring.

En anden genre, der kan fange et livsløb, er breve. I modsætning til biografien er brevene ikke spor sammenhængende. Man kan samle dem kronologisk, og der viser sig et liv levet fra en ende til den anden. Men ofte med mangler, for her mangler der breve, enten fordi de er blevet væk, eller fordi brevskriveren i en periode befinder sig sammen med modtageren og derfor ikke skriver.

Brevene er farvet af de omstændigheder, de skrives i, og farvet af forholdet til modtageren, både det forhold, der veksler - har de nu skændtes eller ej - og det grundlæggende forhold imellem de to. Man skriver ikke de samme breve til sin mor som til sin elsker.

Denne springende form, et livs breve har, får en brevveksling til at ligne en roman. Der springes imellem begivenheder; vi ved, at noget foregår, men hører det ikke omtalt, og denne undladelse lever i os som læsere. Vi er mere-vidende, hvis brevskriveren er en kendt person, og de huller der pludselig er i brevvekslingen kan føles smertelige, fordi vi ved, at tavsheden er forårsaget af smerte.


Forlaget Thames and Hudson har udgivet van Goghs breve i et trebindsværk på over 1.800 sider med gengivelser af samtlige de tegninger, der er med brevene, hvilket er spændende i sig selv, for man følger hans stilistiske udvikling, og nyder simpelheden i motivvalget. Brevene er for størsteparten skrevet til hans bror, Theo van Gogh.

Vincent van Gogh lever om nogen op til myten om den fattige, halvt sindssyge kunstner, der først forstås og anerkendes efter sin død, men når man læser brevene, falder myten fra hinanden, og vi oplever et menneske, der virkelig brænder og lider, og hvis temperament uafladeligt falder ved siden af samfundets krav.

Vincent van Gogh blev født på årsdagen for sin navnebroders fødsel, et barn der døde kort efter fødslen, og hvis død måske, måske ikke, lagde en grundsten til den enorme skyldfølelse, der prægede van Goghs liv.

Faren er præst, og også Vincent er religiøs, men åbent og uortodokst; han går gerne til flere gudstjenester på samme søndag, uanset at menighederne er forskellige. Det er den indre tro, der tæller.

Han kommer til England som huslærer, forsøger at læse teologi og bliver lægprædikant i et fattigt minedistrikt, hvor han giver alt, han ejer, væk efter en mineeksplosion. Han vil ikke selv have noget, minearbejderne ikke har, men denne selvfornægtelse og fanatisme får ham fyret.

Han lever tilsyneladende det meste af sit liv på mørkt brød, kaffe og tobak, og hans eneste ægteskabslignende forhold er med en gravid prostitueret, som han flytter sammen med, og hvis nyfødte barn han tegner i dets krybbe ved ilden, et motiv han bliver ved at vende tilbage til, som lykken i livet. Forholdet er dog for råt og for fyldt af alkohol, men det er her, han for alvor begynder at tegne, og her forholdet til broderen Theo som den, der finansierer ham, for alvor grundlægges.

Efter denne periode flytter van Gogh først til forældrene i Nuenen, hvor også maleriet tager fat, og derefter til Paris, hvor han bor hos broderen, og der derfor er et afbræk i brevvekslingen. I Paris knytter han kontakter til blandt andet Lautrec og Gauguin, men flytter efter et par år til Arles i Sydfrankrig, tilsyneladende for at komme lidt væk fra de fristende bordeller. Man må leve som en munk og kun gå på bordel en gang om ugen, skriver han.


Det er i Arles, han maler de fantastiske malerier, så mange har hængende som reproduktioner. Det ville have glædet Vincent van Gogh, han malede for almindelige mennesker, for at bringe kunst ind, hvor den ikke var i forvejen. Man skal aldrig skamme sig over at klistre et postkort med et af hans billeder på en toiletdør, det er også det, de er malet for.

I Arles kommer den uortodokse Gauguin, øreflippen ryger, sandsynligvis som tribut til en prostitueret, hvor van Gogh sætter sig på én gang i tyrens og tyrefægterens sted over for kvinden.

Det er her, 80 borgere fra Arles i en underskriftindsamling ønsker ham fjernet og får lukket det hus, van Gogh selv havde håbet, skulle blive et kunstnerrefugium, og hvis hvide vægge var besat med hans triptykoner - solsikke, kvinde, solsikke - så det lignede en blomstermark, som Seurat skrev, efter at han sammen med van Gogh på udgangstilladelse fra sindssygeanstalten, var brudt ind i det tilgitrede hus.


Fra sindssygeanstalten stammer de virkeligt rørende breve. Er det den samme van Gogh, der skriver dem, eller en anden?
Hele vejen igennem livet, selvom hans skrift udvikler sig fra enkle beskrivelser, til lange dybsindige udredelser om kunst, er der en vis humoristisk sarkasme over for tilværelsen og sig selv, som får én til at hænge på i læsningen.

Grebet læser man alle brevene, helt frem til det allersidste skrevet på dagen for selvmordet. Og tænker sit. Hvorfor skulle broderen kalde sit barn for Vincent? Så Theo ikke skyldfølelsen i Vincent allerede? Theo, som skulle forsørge både den ene og den anden Vincent: Barnet, fuld af liv foran sig, og kunstneren, der kun fik solgt et eneste billede hele sit liv.

Måske trak maleren Vincent sig i dette komplicerede spil og afsluttede Theos forsørgerpligt ved at tage sit eget liv. Det er naturligvis min tolkning, for ethvert liv er en gåde, og hvem ved, hvad der foregår inden i en anden. Men læs selv. Man bliver klogere på mennesket bag penslen, og klogere på, hvad liv er.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

</