0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Katte i frit fald

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Iden akademiske verden gælder publish or perish - og derfor oversvømmes vi af en syndflod af pligtarbejder, som tit kun lader sig læse af pligt. Når noget lejlighedsvis er læseværdigt, bandlyses det med kollektiv gru som 'journalistisk' eller 'essayistisk'.

Heldigvis er der stadig forskere, hvis format - og position - tillader dem at blæse på sådanne protektionistiske forholdsregler. Den berømte biolog Steven Jay Gould er et eksempel.

Gould har en fælle og lærling i den ligeledes amerikanske biolog David Quammen, der i sin nye bog 'The Boilerplate Rhino' gør ovennævnte vås til skamme. For skønt han forsker ude i felten, leverede han igennem en årrække biologiske kauserier til friluftsmagasinet Outside.

Vel er kauserierne ikke forskning, men Quammens originalitet består i selve det essayistiske greb at forbinde forskellige fagområder associativt med hinanden - især forholdet mellem et menneskelivs eller en kulturepokes tid og den biologiske tidsskala, men også forholdet mellem kulturelle fiktioner og den fantastiske virkelighed.


Vi hører om menneskers frygt for slanger og eller edderkopper: Fælles er, at de begge har et abnormt antal ben, henholdsvis nul og otte. Men mere væsentligt end denne skolastiske øvelse er eksperimentelle påvisninger af, at selv om vor frygt ikke er medfødt, så er vi disponeret for at udvikle den. Omtrent som vi har et fænomenalt talent for at lære sprog.

I begge tilfælde giver det mening at tale om noget arketypisk i en fornuftig biologisk forstand. Vi hører om slangefantaster og samlere, som har vendt fascinationen til en art kærlighed - men også om årlige kollektive slangeaflivningsfester ude vestpå. Slangeelskerne forsøger naturligvis at få barbariet forbudt.

I et andet essay hører vi om kattens fald fra at være genstand for hysterisk kollektiv tilbedelse i Ægypten og Kina til i europæisk middelalder og senere at blive forfulgt på det mest bestialske som djævlens forbundsfælle, ligeledes ofte i kollektive straffeaktioner.

Her sker dog ingen sammenkædning med Bruce Chatwins forslag om en medfødt primatfrygt for nattens lurende kæmpekatte som urkilden til forestillingen om Satan. Quammen stiller derimod det sære spørgsmål: Hvad er en kats sluthastighed i frit fald?

Men ud over forbindelsen til kattens kulturelle fald fra oldtiden har man faktisk undersøgt forholdet - og det viser sig, at katte, der falder mere end otte etager, oftere overlever. Dels kan de flade ud og derved standse accelerationen; dels når de efter et så langt fald at orientere sig bedst muligt i forhold til jorden.


Quammen fortæller også om trilobitternes epoke i kambrium (geologisk periode fra 545 til 495 millioner år f.v.t., red ) - et sunket Atlantis af arketypisk smukke væsner med udvendigt skelet, som blev udslettet sammen med det meste andet liv ved en mega-katastrofe i perm (286 til 245 millioner år f.v.t., red .). Men deres fossiler ærer vi - hvad vil vi selv efterlade, som kan indgyde fremtidige arkæologer en tilsvarende ærefrygt?

Vi oplyses også om tidligere generationers barbari: I Indonesien sloges hollænderne og englændere på livet løs om muskatnødderne. Og for at opnå monopol udryddede de reformerte djævle både englændere og især indfødte på øer i engelsk besiddelse og udryddede sågar også muskattræerne de fleste steder.

Sidenhen købte hollænderne lovformeligt en sådan ø af englænderne og gav dem i bytte New Amsterdam, Manhattan. Det var længe en god forretning - for muskatnødder er jo glimrende konserves og eksportegnet. Men nu spises de atter mest af de indfødte - selv om man i de glade tressere også eksperimenterede med deres hallucinogene virkninger i store doser.

Quammen morede sig tidligere over Dürers berømte træsnit af næsehornet, som mesteren jo kun havde hørt om, og som angiveligt skulle have en passion for at flå elefanters bug op. Men da han omsider selv fik lejlighed til at se et indisk næsehorn, opdagede han, at Dürers afbildning var perfekt. 'Kogeplade-næsehornet' (deraf bogens titel) fandtes altså virkelig med panser og plade som en middelalderlig ridder.


Quammen er amerikaner, og heldigvis handler et afsnit om den amerikanske pioner inden for natur-essayistikken, David Thoreau. Denne romantiker slap langtfra den regelmæssige kontakt med forældrene og civilisationen kun få kilometer borte, og hans projekt handlede delvis om at rehabilitere sin forliste ungdommelige ære hos folk hjemme i byen.

Men heldigvis er Quammen også en sand romantiker og ikke en dødbider, som umusikalsk skændes om citater. Så han kortslutter til konklusionen, at sådanne 'afsløringer' ingen rolle spiller for ægtheden og gyldigheden af Thoreaus betragtninger. Thoreau skrev da også selv, at vildmarken ingenlunde behøver at søges afsides.

Hvortil Quammen dog føjer den erfaring, at det nu giver en ekstra 'religiøs' dimension at være helt uden livline. Og han betror os, at han engang selv udsatte sig for den oplevelse og lovede sig selv aldrig at skrive om det, for at det ikke skulle være blot manér.


Her kan civiliserede europæere vitterlig lære noget kultur af amerikanerne med deres tale om 'the frontier' - for i vore mondæne metropoler er 'naturen' blot endnu et påskud for intellektuelle plaprerier og fægtekampe i den type prætentiøse tidsskrifter, hvor unge mænd med honette ambitioner flokkes for at være med på et hjørne.

Men er selve ærefrygten for naturen kultur eller natur? Måske forholder det sig her som med slangen ovenfor - hvorom Sophus Claussen skrev, at vi må elske det sublime, hvis vi ikke skal forgå i dekadence.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce