0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vilde påstande

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Rudolf Hess' mærkværdige flyvetur og landing i Skotland 10. maj 1941 har givet anledning til mange spekulationer. Handlede Hitlers stedfortræder på egen hånd eller i overensstemmelse med den tyske fører? Havde han et tilbud med til englænderne, så Tyskland kunne få ryggen fri før det planlagte angreb på Sovjetunionen? Eller havde han bare mistet proportionssansen? Gåderne er mange og det hele er blevet endnu mere uigennemskueligt af, at flugten blev udnyttet til et politisk og efterretningsmæssigt mummespil.

De særprægede omstændigheder har medført en flom af gætterier og konspirationsteorier, bl.a. at Hess kom til Storbritannien efter aftale med et engelsk fredsparti, men uheldigvis faldt i krigspartiet, dvs. Churchills hænder.

Andre påstande er, at den rigtige Hess blev likvideret, og at den mand, som blev stillet for krigsforbryderdomstolen i Nürnberg og siden anbragtes i Spandaufængslet, var en dobbeltgænger. Det er også blevet hævdet, at fangen i Spandau ikke begik selvmord, men blev myrdet af den britiske efterretningstjeneste, da han stod foran løsladelse.


Ønsker man et sobert og nøgternt overblik over Hess-affæren baseret på den eksisterende litteratur, skal man gå til Ian Kershaws Hitlerbiografi. Vil man fodres med gætterier og fantasterier, kan man gå om bord i Lynn Picknett, Clive Prince og Stephen Priors 'Dobbeltspil'.

På flappen præsenteres forfatternes kvalifikationer. Picknett er specialist i »det overnaturlige, hemmelige loger samt religiøse og historiske mysterier«. Prince forsker i »religiøse og historiske mysterier og sammensværgelser«, mens Prior betegnes som teolog og historiker med interesse for Rudolf Hess.

Det er indlysende, at vi har at gøre med den højeste sagkundskab. Det fremgår også af forfatternes tidligere litterære bedrifter, som omfatter bøger om pyramidernes hemmeligheder, tempelherrernes hemmelige viden og skjulte formuer, den hellige gral og selvfølgelig også Loch Ness-uhyret.

Fælles for bøgerne er påstandene om, at den officielle videnskab, hvad det så er, skjuler noget, eller i sit bigotte snæversyn er uforstående over for ny og original research. Det er den gamle historie om videnskab og alternativ viden/behandling.


Det er klart, at Rudolf Hess-historien i særlig grad lægger op til konspirationsteorier, da mandens motiver og forløbet i flere henseender stadig er uopklaret. Men her kombineres der løs uden nogen som helst kildekritik.

Heri er intet nyt. Det er der så mange, der gør. Værre er det, at bogen holdningsmæssigt synes inspireret af David Irvings revisionistiske historieskrivning, som blandt andet nedtoner omfanget af Holocaust. Forfatterne synes at være af den opfattelse, at Hess' nazisme var af en mildere art og havde et mere 'menneskeligt ansigt' end Hitlers.

Ja, det antydes, at det var hans flugt og dermed fraværet af hans modererende indflydelse på Hitler, der førte til uhyrlighederne. Det er synspunkter, som også er på mode i visse nynazistiske kredse, der bruger en påstået moderat Hess som legitimering for deres aktiviteter. Overraskende er det at læse, at EU nærmest ligger i forlængelse af Hess' politiske ideer.


Tyngdepunktet i forfatternes revisionisme er imidlertid slet ikke Hess og nazismen. Bogens virkelige budskab er, at Churchill brugte Hess til at kvæle en opposition, der inkluderede kongeparret, som ønskede fred med Tyskland.

Den underforståede påstand er, at hvis England havde sluttet fred med Tyskland i foråret 1941, ville Tyskland og Sovjet have slidt hinanden op, England havde undgået økonomisk og politisk afhængighed af USA og - imperiet ville have været reddet.

Der er tale om en særlig britisk revisionisme, der gør Churchill ansvarlig for en unødvendig opløsning af imperiet. Og det er i det lys, forfatterkollegiet og deres tilknyttede militærhistoriske 'ekspert' tolker Hess-sagen.

Det er uforståeligt, at denne blanding af obskurantisme og revisionisme oversættes til dansk, mens Kershaws banebrydende Hitlerbiografi mig bekendt endnu ikke har fristet et dansk forlag.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu