I amerikansk litteraturhistorie omtales 1950erne ofte som 'det jødiske årti'. En række jødiske forfattere og kulturpersonligheder brød her igennem og formede udviklingen i amerikansk litteratur. Senere Nobelpristagere som Isaac B. Singer og Saul Bellow fik offentlig anerkendelse, og jødiske akademikere begyndte at sætte deres præg på litteraturstudierne. Tidsskrifter som 'Dissent' og 'Commentary' var genstand for stor opmærksomhed i offentligheden. De to blade fik så stor udbredelse, at Woody Allen i filmen 'Annie Hall' kunne underholde med at foreslå, at de blev lagt sammen til ét med navnet 'Dysentery'! Brede samfundsspørgsmål med direkte forbindelse til jødiske forhold meldte sig i 1950erne. Det var i årene efter Anden Verdenskrig, og Palæstina var netop blevet delt med oprettelsen af Israel i 1948 til følge. En chokeret verdensopinion forsøgte at håndtere arven efter Holocaust. Forfatteren Bernard Malamud (1914-1986) skrev, at »ethvert menneske er jøde, også selvom han ikke ved det«, for livet er i bund og grund tragisk, hvilket jøderne gennem historien havde fået førstehåndskendskab til. Mange mente, at jødernes eksistentielle rolle i historien havde været en offerrolle, nyligt aktualiseret med Holocaust. Samtidig var der en bevægelse væk fra opfattelsen af jøden som offer. Forfatteren Philip Roth (f. 1933) mente ikke, at jødisk identitet i USA skulle forstås i lyset af Europa og Holocaust. Roth hæftede sig derimod ved, at børnene af de jødiske immigranter fra århundredeskiftet nu var blevet voksne og hellere ville være amerikanere end jøder. Han chokerede sine jødiske læsere ved at sige 'Farvel, Columbus' i debuten af samme navn fra 1959: farvel til den gamle europæiske verden, hvor Columbus kom fra, og goddag til den nye verden i USA. Fra en idé om jøderne som forhutlede immigranter fra Østeuropa til en idé om jøderne som velstående og veluddannede amerikanske middelklassefolk. Det skulle efter krigen gælde den nye verden, hvor jøden hverken var værre eller bedre end sin kristne medborger. De mange litterære, historiske og politiske debatter, der svirrede i 1950ernes USA, fik på et tidspunkt litteraturkritikeren Leslie Fiedler til at karakterisere årtiet som 'Zion as Main Street'. Jødiske spørgsmål var kommet ind på hovedgaden - fra en marginal position til centrum af amerikansk åndsliv. Mange gav Fiedler ret i, at jøden fra en perifær outsiderposition nu var blevet en central hovedaktør i den nye verden. Alt dette og meget mere kan man læse om i en ny, pragtfuld udgivelse: 'Jewish-American Literature. A Norton Anthology'. Værkets fire hovedudgivere har sat sig for at dokumentere den jødiske tilstedeværelse i amerikansk litteratur siden 1654. Det lykkes med overvældende styrke, og man fornøjes som læser over, at repræsentative brudstykker af denne lange tradition i amerikansk litteratur nu er samlet i ét bind. Jødisk humor Et væsentligt afsnit i antologien er om jødisk humor. Som underviser må det være ganske fornøjeligt at kunne gennemgå vittigheder med de studerende - men både Henri Bergson og Sigmund Freud, begge jøder, har teoretiseret alvorligt over humorens og latterens væsen. Med uddrag fra både Groucho Marx og Woody Allen (bl.a. om Dødehavsrullerne!) er man i fint humør inden kapitlets afsluttende vittigheder, som nu den følgende, der handler om livets begyndelse: Der er for tiden i samfundet en stor diskussion om, hvornår livet begynder. I jødisk tradition opfattes fosteret ikke som et levedygtigt menneske før efter afgangseksamen fra medicinstudiet! Følgende stand-up-joke fra midten af 1950erne om et lægebesøg er også med: En mand føler sig syg og går til lægen, hans først lægebesøg nogensinde. I lægens kontor ser han et skilt med påskriften: '1. besøg: 10 dollar, 2. besøg: 5 dollar'. Da lægen kommer ind i kontoret siger den førstegangsbesøgende patient: »Godt at se dig igen, doktor!«. Efter undersøgelsen betaler manden sine 5 dollar og spørger: »Nå, hvad er så diagnosen?«. »Åh«, svarer lægen, »den samme som sidst!«. I dag er komikeren Jerry Seinfeld den mest kendte arvtager af traditionen for jødisk stand-up, men han er dog ikke med i antologien. Det er derimod tegneren Art Spiegelman (f. 1948) med nogle fremragende striber fra sin MAUS-serie, der forener tegneseriens satire med jødisk historie. Litteratur og historie Før hvert kapitel har udgiverne som i andre Norton-antologier skrevet en indledning, som ridser den samtidige historiske og politiske situation op. Læseren kan så på egen hånd sætte de litterære tekster i afsnittet ind i en historisk kontekst. Fremgangsmåden giver god mening i netop denne jødisk-amerikanske antologi. Man tilhører som jøde både en religion og et folk, og jødisk litteratur har, som antologien bringer talrige eksempler på, nær tilknytning til historien. Antologien er altså både litterær og historisk; de to områder kan for udgiverne ikke skilles ad. Selvom forholdet mellem litteratur og historie er indlysende, skabes dog samtidig nogle problemer. Bedømmes den jødiske forfatter på sin kunst eller på sit etniske tilhørsforhold? Er alt, hvad den jødiske forfatter skriver, 'jødisk'? Og hvordan udformes kriterierne for optagelse i en antologi; er kriterierne litterære eller etniske? Forfatteren Isaac Rosenfeld (1918-1956) anfører i et essay fra 1944, at den jødiske forfatter altid ubevidst vil føle, at han skal stå til regnskab for sin jødiskhed, og ikke sin kunst. Det væsentlige for offentligheden er ikke hvad han skriver, men at han skriver som jøde. Det er, ifølge Rosenfeld, et stort problem på et historisk tidspunkt, hvor antisemitismen florerer, og jøderne tilhører en forfulgt minoritet. I stedet for at være en perifær outsider ønsker den jødiske forfatter blot at være et menneske som alle andre, eller som Rosenfelds formulering på jiddish lyder: »a mensch mit alle menschen gleich«. Noget tilsvarende har Saul Bellow (f. 1915) plæderet for. Han afviste tidligt betegnelsen 'jødisk-amerikansk forfatter' som provinsiel og sagde til en interviewer« »Jeg er bevidst om at være jødisk og om at jeg også er amerikaner, og om at jeg er forfatter. Men jeg er også hockey-fan, en ting som aldrig nævnes«. Philip Roth adskiller sig på dette punkt en anelse fra sin kollega. Roth har altid hævdet, at det jødiske univers har været ham en kilde til talrige fiktioner og problematikker fælles for alle mennesker. Roths gennembrud kom med romanen 'Portnoys genvordigheder' (1969), der i høj grad handler om jødiske forhold i USA. Bogen gav med sin krasse satire og rablende monologform mange læsere mindelser om samtidige jødiske stand-up-komikere som Lenny Bruce og Mort Sahl. Roth afviste at være inspireret af stand-up og sagde, at han derimod var inspireret af »en sit-down-komiker ved navn Franz Kafka«. Trods utallige rabbiers beskyldninger mod Roth for selvhad og anti-semitisme, da han udgav 'Portnoys genvordigheder', har han aldrig forladt den jødiske problematik og spørger uafladeligt i f.eks. sene mesterværker som 'Modliv' (1987) og 'Operation Shylock' (1993), hvad det vil sige at være jøde og forfatter i anden halvdel af det 20. århundrede. Identitetsspørgsmål Men uanset hvilket svar forskellige forfattere til forskellige tider har haft på spørgsmålet: Hvad vil det sige at være jøde?, dokumenterer antologien, at spørgsmålet har været nærværende fra begyndelsen og frem til i dag. Omstændighederne betinger nemlig i afgørende grad svaret. Der er en verden til forskel på jødisk identitet i en ghetto i Østeuropa omkring århundredeskiftet, og i dag i et velstående forstads-USA. Og netop situationen i dag kan siges at være et opløftende eller nedslående svar (alt efter observans) på Rosenfelds ønsker om, at jøden blot kan være »a mensch mit alle menschen gleich«. Jøderne adskiller sig i dagens USA ikke fra andre samfundsgrupper, medmindre de selv ønsker det, skriver udgiverne. Den accept og sociale mobilitet som de østeuropæiske immigranter higede efter ved århundredeskiftet har deres efterkommere nemlig til fulde fået. Immigrantgenerationen kæmpede for at finde fodfæste på amerikanske gader, der alligevel ikke var belagt med guld. Deres børn (Bellow og Roths generation) skiftede jiddish ud med engelsk og foretrak at indløse de amerikanske rettigheder og friheder, som var blevet udsat af depressionen og Anden Verdenskrig. Og deres børn har nu gennemgået en amerikanisering og social mobilitet som immigrantgenerationen aldrig havde drømt om. Så mens jøderne udgør 2,5 procent af befolkningen, udgør de 20 procent af professorerne på eliteuniversiteterne og 10 procent af medlemmerne af Senatet. Og hvor det først var efter Anden Verdenskrig, at en mærkbar kritik af den udbredte anti- semitisme blev formuleret, må man nu sige, at jøderne som minoritet har opnået indflydelse som ingen anden minoritetsgruppe. En ny situation er med andre ord opstået. Valg eller skæbne Grunden til denne accept i USA efter mange års antisemitisme blev lagt med 1950erne. Jøderne havde opnået en række mål og fået stor indflydelse og bragt den smertefulde del af deres europæiske historie på afstand. Det blev i 1950erne muligt at fravælge at være jøde. Fra middelalderen gennem kommunismen og nazismen havde jøderne ikke noget valg. Fra og med afslutningen på 1950erne, 'det jødiske årti', kunne jøderne imidlertid neddæmpe deres jødiske tilhørsforhold, eller slet og ret afvise det. Kampen var så at sige vundet, og man havde opnået assimiliation, velstand, nedadgående anti-semitisme i USA og sikring af Israels eksistens i Mellemøsten. Nogle mente, at jødedommen i USA simpelthen ville forsvinde i en forskelsløs assimilation. Det jødiske kunne blive nedtonet så meget, at kun det amerikanske var tilbage. Det at være jøde blev i stigende grad et valg eller fravalg. Et valg For digteren Adrienne Rich (f. 1929) og med hende mange andre, var det at være jøde ikke en skæbne, men netop et valg. Man vælger sin identitet, man fødes ikke med den. Denne situation i den sidste kvarte del af det 20. århundrede er historisk set ny. Og litteraturhistorien dokumenterer på talrige måder, hvordan denne situation er forsøgt håndteret. Isaac Rosenfelds førnævnte ønske om at være som alle andre - »a mensch mit alle menschen gleich« - er nu blevet opfyldt, og selve opfyldelsen truer med at udslette den jødiske tradition i USA, mener mange. Man kan dog stadig fastholde det gennemgående spørgsmål: Hvad vil det sige at være jøde? og svare på den nye tids præmisser. Det er der mange der forsøger. E.L. Doctorow (f. 1931) har f.eks. med sin seneste roman skrevet en yderst bevægende metafysisk krimi med en præst og en rabbi i centrum af handlingen. Romanen, der hedder 'City of God' og forhåbentlig kommer på dansk, er hans fortælleteknisk set mest eksperimenterende indtil nu, og den der mest opmærksomt kredser om religiøse spørgsmål i en moderne amerikansk kontekst. 'Jewish-American Literature. A Norton Anthology' er et skatkammer af historier og indsigt i en jødisk tradition og litteraturhistorie, som den udfolder sig i USA. Fordelen ved antologier er, at man ikke skal læse dem fra ende til anden - selvom fristelsen lurer ved netop denne udgivelse. Med de gode antologier som denne, har man med andre ord et værk, man vender tilbage til, og som let holder de næste 100 år. Indtil der kommer en ny antologi om emnet, der dokumenterer hvordan det 21. århundredes jødiske forfattere har håndteret den amerikanske tradition og historie.