Har videnskaberne og kunsterne bidraget til at højne vore sæder?« Det spørgsmål stillede Akademiet i Dijon i 1769, og Rousseau svarede benægtende. Spørgsmålet kunne kun stilles i en oplyst tid og var vel også tegn på dekadence - og et varsel om den snarlige overgang til Romantik. Også det gamle Kina havde i taoismen en 'romantisk' modvægt til Konfuciu's statslære og det gennemciviliserede byliv. Politologen Gustav Barfod forsøger i seks essays at besvare spørgsmålet på ny, og det bliver til en både lærd og personlig kulturhistorisk og politisk dannelsesrejse. Barfod har i et af sine essays indlejret en artikel skrevet 40 år tidligere om 'Halvtredsernes ansigt' i skyggen af atombomben; indirekte antyder det hans optimisme sammenlignet med dengang, for faren for verdenskrige anser han for stærkt reduceret. Videnskabens indiskutable og fabelagtige fremskridt muliggjorde også industrielle, hidtil ikke sete dimensioner af barbari, som ingen kunne have forudset. Barfod er også skeptisk over for de mange absolutter af religiøs oprindelse, som spiller så stor en rolle ved politiske konflikter som i Mellemøsten, eksjugoslavien og for den sags skyld også Hitlertyskland. Disse absolutter tilhører dog også den menneskelige civilisation, og Barfod gennemgår deres udvikling i den jødiske, kristne og islamiske kultur. Som videnskaben selv er de tveæggede sværd: Den kristne og senere islamiske tanke om en universel guddom og etik sporer han til jødernes inspiration fra den Zarathustrisme, som de lærte at kende under det humane perservælde efter det babylonske fangenskab. Nationalguden Jahve blev forældet; og netop tanken om almengyldige værdier er her det afgørende fremskridt. Profeternes rolle er i dag overtaget af mennesker, der tænker over disse værdier, og det er der trods alt stadig flere, der gør.