0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Manden der fløj væk

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der gik mindst én engel gennem The Shrine Auditorium i Los Angeles, da Bob Dylan for et par uger siden under Oscarfesten stak sit hærgede fjæs ind blandt de usandsynlige barm- og ansigtsløftninger, som er Hollywoods særkende, og som må siges at være en særlig multi million dollar fortolkning af hans sang 'Forever Young'. Dér sad de, den ene mere stylede og kirurgisk forædlede skuespiller i en selvfejring, der kun kan bringe tårerne frem i deres egne øjne, og stirrede op på et spejl, de ikke kunne se sig selv i, fordi de er lutter anspændt ungdom, og fordi ethvert tegn på alderdom for dem er som at se døden i øjnene.

Det ansigt, der viste sig for dem, så ud til at være tusind år gammelt. Hærget og furet med kinder der hang som slappe gardiner. Et ansigt ikke af deres verden. Det ansigt var ikke til at forstå for dem, og derfor så de op på det med forvirring og forbløffelse: »Hvordan er det, han ser ud?«.

Der var noget komisk over ham. Han bar et tyndt overskæg, der så ud, som om det var tegnet på med spids kulstift, og som fik ham til at ligne en blanding af en ondskabfuld mexicansk excentriker og en kortdealer fra en spillebule i downtown Las Vegas. Han så ind i kameraet og ud i salen på alle celluloid- millionærerne med et udtryk, som var de det mærkeligste, han i sit liv havde set. Fremmede væsener, uden for hans rækkevidde. Men det var ham, der var uden for rækkevidde, ikke kun fordi han befandt sig i Sidney og blev tv-transmitteret ind i Hollywood, men fordi han altid havde været det, selv om han også altid havde syntes så tæt på, som stod han lige foran én.

Han var den fremmede, der et kort øjeblik gjorde dem fremmede for sig selv. Han hørte ikke til blandt dem, men de ville ønske, at han gjorde. Men da de ikke anede, hvor han var, eller hvad han tænkte, og da alt ved ham stødte dem væk med en sær blanding af distraktion, fjernhed og ligegyldighed, måtte de jo gøre hvad de kunne for at omfavne ham, så han blev én af dem.

Så gav de ham en Oscar for en sang, der ikke er særlig god, og så var det, som om han var med i klubben. Han takkede oven i købet for den, og så ønskede han dem alle ro og fred, og så skulle man jo tro at parterne havde fundet hinanden, men da han havde sluttet sin korte takketale, var det tydeligt at se på hans ansigt, at der ikke var nogen hjemme. Han var på en anden planet, og ingen i salen ville, om de så byggede deres eget forgyldte rumskib, kunne finde den. Det var derfor, Steve Martin, da transmissionen fra Bobs Planet var forbi, sagde, at der mellem dem og Bob var 18 timers tidsforskel, hvormed han mente, at det ville der også være, hvis han havde siddet blandt dem i salen.

Gåden om Bob
Manden er altså en gåde, muligvis også for sig selv. »Hvad er det med ham?«, spørger folk. »Han er multimillionær, alligevel vagabonderer han uophørligt rundt i verden fra scene til scene. Er han angst? Flygter han fra noget? Hvem er han? Hvad sker der?«.

Der sker det, at han er blevet til en af de skikkelser, han altid selv har beundret: hvad enten det var Woody Guthrie, Ramblin' Jack Elliott, Robert Johnson, så er han nu selv den evigt vagabonderende troubadour. Han har forsøgt at banalisere det ved at sige, at det er hans fag, det eneste han kan. Han har også sagt, at kun på scenen kan han være den, han ønsker at være, og at hverdagslivet piner ham. Men man bliver nødt til at se ham i den gamle amerikanske folkemusiktradition, som han har fødderne så dybt nede i: Han er simpelthen en musiker der lever for at spille for sit publikum. Det meste af tiden er han i fysisk bevægelse, og han opfylder på den måde Bruce Chatwins tese om, at det er menneskets natur ustandselig at flytte sig. Slår det sig først ned, vender det sig indad og bliver passivt. Det er også sådan, Dylan har komponeret sine bedste sange. De er hastigt skrevet, på turneer eller rejser, skrevet mens han selv var i bevægelse.

Han har på sin seneste cd, 'Time Out of Mind', sunget, at det ser ud, som om han er i bevægelse, men at han i virkeligheden står stille. Han siger selv, at han lider af klaustrofobi. Han kan ikke holde ud at sidde stille, at være holdt fast. Om det så er i hans kærlighedsforhold, så bevæger han sig hele tiden.

Han har sjældent kun én kvinde, han bevæger sig hele tiden mellem flere, ikke fordi han er en svigefuld natur, men fordi hans natur, af andre som binder sig til ham, opfattes som svigefuld. Med et whitmansk udtryk rummer han mangfoldigheder, det er en del af hans skabende kraft at holde sine mange sider åbne. Som Roger McQuinn fra The Byrds har sagt: »Bob er rund, han er som en kugle, så mange sider har han«.

Måske er det derfor, han selv siger: »Jeg er hele tiden forskellig. Tal til mig i morgen, og jeg vil give dig andre svar på de samme spørgsmål. Jeg er ikke den samme person fra den ene time til den anden«.

Det er jo ikke særlig gådefuldt, men sådan opfattes han. Hans privatliv er en gåde for folk, hans distræte fremtoning er det, og det er en gåde, at han bliver ved med at strejfe kloden rundt for at synge og spille. Lige siden hans motorcykeluheld 29. juni 1966 uden for manageren Albert Grossmans hjem i Bearsville har han skjult sig for omverdenen. Ulykken, der satte rygter i gang om at han var død eller invalideret, lader til at være vendepunktet.

Fra da af gemmer han sig og synes at være på én lang flugt fra offentlighedens søgelys. Langt mere end ulykken, havde berømmelsen truet med at invalidere ham. Han foragter medierne, han foragter journalister, han foragter fotografernes kameraer, og han foragter de fans, der går så langt som til at tømme hans skraldespand for at stikke snuden i hans liv.

Der er bare det, at jo mere han gemmer sig, des større vokser bliver om ham. Jo flere gange han som i Horsens for et år siden sniger sig bort fra koncerten med et håndklæde over hovedet for ikke at blive fotograferet, des mere gådefuld fremstår han. Der er en dobbelthed i hans trang til anonymitet. Jo mere privat han ønsker at være, des længere bliver folks snudeskafter. Han holder sin berømmelse i live ved ikke at ville være det.

Statsmand Bob
Den 24. maj fylder Dylan 60, selv om man skulle tro, han fyldte 160. Hans sangkatalog er så stort og fylder så meget i folks bevidsthed, at det er svært at forestille sig at det er en enkelt kunstners værk. Og så i den branche, der har det med at slå folk ihjel. Ikke Dylan, der er i besiddelse af en mærkelig sejhed. Da han i 1997 blev ramt af en livstruende hjerteinfektion og blev udskrevet fra hospitalet med ordene: »Jeg troede virkelig, jeg skulle møde Elvis«, regnede de fleste med at han ville trække sig tilbage, men kun nogle måneder senere var han på vejene igen.

Nu og da bliver han kaldt ind fra de veje for at modtage en pris. Han kommer forbi som en aldrende rock'n'roll-statsmand og tager imod dem, som om han ikke ved, hvad det er, og hvad hyldesten drejer sig om. Man undrer sig over hvor han stiller dem. Sikkert rundt omkring på toiletter, de steder hvor han har fået dem overrakt.

I år har han fået The Golden Globe og Oscar, sidste år Polar-prisen. Han fik tre Grammy'er for 'Time Out of Mind', spillede for paven i Bologna i 1997, blev hyldet i Madison Square Garden på 30-årsdagen for sin første lp i 92, fik Grammys Lifetime Achievement Award i 91, blev kåret som Commandeur de l'Ordre des Arts et des Lettres af kulturminister Jack Lang i Paris i 90, i 89 blev han optaget i Rock And Roll Hall of Fame af Bruce Springsteen, og i 82 i Songwriters Hall of Fame. Måske han en dag også får nobelprisen, eller skulle man sige, at den får ham.

Tres år. Mere end 450 originale sange har han skrevet. Og nu foreligger den første biografi i anledning af fødselsdagen. Der er skrevet biografier før, og især Robert Sheltons 'No Direction Home' og Clinton Heylins 'Behind the Shades' har været værd at lægge mærke til. Men de lider under samme mangel på stof, som den biografi jeg fik stukket i hånden til anmeldelse af en redaktionssekretær forleden: efter motorcykelulykken i 1966 bliver det meste omkring Dylan dunkelt. Fra det øjeblik kan hans historie kun aflæses i hans værker og hans offentlige optrædener. Og den er kendt: fra årene på landet i Woodstock med familien, over 'Selfportrait' og 'Nashville Skyline' til 'Rolling Thunder Revue'-turneen og den ødelæggende skilsmisse med Sara Lownds midt i 70erne, som udløser mesterværket 'Blood on the Tracks', og året efter 'Desire'. Videre til hans Born Again Christianity, hvorfra der kun kommer et værk af værdi: 'Slow Train Coming', og så gennem en ørkenvandring i 80erne, der først ophører med den Daniel Lanois-producerede 'Oh Mercy'. Derefter genfinder han langsomt sine musikalske rødder med 'Good As I've Been to You' og 'World Gone Wrong', der begge er skridt frem mod den mesterlige 'Time Out of Mind' fra 1997.

Et hemmeligt ægteskab!
På hans værker skal man kende ham, heldigvis, men for en biograf, der vil sælge bøger, må der noget andet på bordet. Han må lede i mørket, og det er inde i det mørke, den 36-årige englænder Howard Sounes har været for at hente stof til den 450 sider lange 'Down the Highway - The Life of Bob Dylan'. Det er ikke sikkert, Sounes har været bevidst om det, men han har til omslaget valgt Barry Feinsteins foto af den 25-årige Dylan, der sidder formummet bag solbriller og med frakkens krave slået op, så den dækker halvdelen af hans ansigt, på et sæde i det tomme Royal Albert Hall i 1966. Fotografiet siger: »Mere får I ikke af mig«, men Sounes graver på trods af det, alt hvad han kan. I forordet praler han med, at han har fundet banebrydende nyt om Dylan. Det består først og fremmest i, at han kan fremlægge dokumenter, der beviser, at Dylan i 1986 indgik et 'hemmeligt' ægteskab med den sorte sanger Carolyn Dennis og fik et barn med hende! Hold da op, tænker man, et hemmeligt ægteskab! Forhåbentlig ikke for Dylan?

Det standser ikke der. Sounes endevender den opslidende skilsmisse fra Sara, vi får tilmed at vide hvor mange millioner dollar han skal betale hende - udover royalties af hans pladesalg - ligesom vi forstår, at de har haft mange skænderier, ikke kun om Bobs andre kvinder, men også om, hvordan deres hus på halvøen Point Dume nord for Malibu Beach i Californien skal bygges om.

Sounes opsøger en lang række af Dylans kvindebekendtskaber, og til alt held siger de kun flatterende ting om ham: Han er charmerende, han er morsom, han er mystisk, han har de blåeste øjne, man kan forestille sig.

Forrest i bogen retter Sounes en tak til de mange, der har villet tale med ham. Det er en utrolig lang liste. På den finder man blandt andre Billy Cross, der blev hyret som leadguitarist af Dylan til hans lange koncertturne i 1978-79. Det talte man meget om i Danmark dengang. Som tak for invitationen kvitterer Cross med nogle udtalelser til Sounes, som man må formode, han ikke ved, han er blevet citeret for. De står på side 315-17, så Cross kan jo selv slå efter.

Det er tydeligt, at Sounes er gået efter at få gaflen fedtet ind, og vi får at vide, at Bob på turneen indledte et forhold med backing-sangerinden Helena Springs, og at der opstod 'forfærdelige scener', da en anden af hans veninder, Mary Alice Springs, sluttede sig til turneen. Hold da op!

Vi får også historien om dengang Sara kom ned til morgenbordet i huset i Point Dume og fandt Bob med en anden kvinde, ligesom vi hører at Bob omkring skilsmissen indledte et forhold til den baby-sitter, Sara havde ansat. Der er mange kvinder i bogen, og de har alle været Bobs. Men efter Bobs skilsmisse i 1992 fra Carolyn Dennis - som ifølge Sounes er en 'multi million dollar'-aftale - får forfatteren tydeligt et problem. Skodderne ind til Dylans privatliv er nu lukket fuldstændig i, og Sounes kan ikke længere rode flere trøfler op med sin tryne.

Resten af bogen er en overfladisk gennemgang af Dylans koncerter og indspilninger, og man lukker bogen med et udtryk, der må minde om det, Hollywoods mange ansigtsløftninger vendte op mod scenen, da Bob viste sig på skærmen foran dem. Man tænker: »Hvad fanden skal jeg med den?«.

Undervejs har vi hørt historien for 117. gang: om Bobs opvækst i Duluth og Hibbing i Minnesota, om hans high school-bands, om de tidlige inspirationskilder som Hank Williams, Johnny Ray, Muddy Waters, John Lee Hooker, Jimmy Reid, Howlin' Wolf, og senere Elvis og Little Richard, og: Harry Smiths 'Anthology of American Folk Music', 6 plader med gammel blues og folkemusik, som langt senere får ham ud af dødevandet og giver ham inspiration til 'Good As I Been to You' og 'World Gone Wrong' og endelig: 'Time Out of Mind'. Der er ankomsten til New York i januar 61, mødet med Woody Guthrie - dødssyg af Huntingtons Syge, de Chaplin-agtige optrædener på Cafe Wha? og Gerdes Folk City, mødet med den politiske, Rimbaud-læsende Suze Rotolo, den afgørende 5-års kontrakt oktober 1961 med John Hammond fra Columbia Records, og det endnu mere afgørende møde med den 35-årige Albert Grossman, der bliver Dylans manager og uden hvem, han næppe var brudt så stærkt igennem.

Den bedste sætning i bogen står i forordet: »Direkte citater er kun blevet taget fra tidligere offentliggjorte interview med Bob Dylan, som valgte ikke at bidrage til denne biografi«.

Ikke et ord fra Bob, og tak for det. Med ham er det fortsat som med den røde pimpernel: »They seek him in heaven, they seek him in hell, where is that darned pimpernel?«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu