Manglende seksuel lyst er vor tids insisterende mantra - fra institutter og ottomaner genlyder den dystre diagnose, og mediemarkedet har for længst reserveret adskillige kværnende sendeflader til hjælp for beklumrede husstande, hvori den frygtede sovesyge huserer. Og så er lyst jo endda en ganske intrikat balancekunst mellem natur og kultur - en form for 'iscenesat biologi', som gennem tiderne har påkaldt sig vekslende opmærksomhed og mildest talt er blevet forstået, skildret og levet forskelligt fra samfund til samfund, fra én historisk epoke til en anden: Der er langt fra oldtidens løsslupne frugtbarhedsriter til pietismens forsagelse af det skrøbelige kød - fra middelalderens kyskhedsbælter til vore dages jagt på fiffigt designede afrodisiaka. Med opkomsten af seksualmedicinen i det sene 1800-tal blev seksuel lyst søgt reduceret til et nøgent fysiologisk fænomen - et biologisk forlangende, som krævede moralsk retledning for ikke at udarte. I den victorianske periode ansås lysten helt overvejende for et maskulint anliggende, mens kvindeligt begær blev omfattet med uhyre mistænksomhed og forsynet med medicinske etiketter af typen 'ovarie-vanvid', 'hyperseksualitet' og 'nymfomani'. Med Sigmund Freud skiftede håndteringen af lyst atter kurs, og det vakte samtidens nysgerrige forargelse, efterhånden som psykoanalysen fik formuleret sine vovede teser om iboende psyko- seksuelle livsdrifter og barnealderens polymorfe seksualitet. Også en outsider som Wilhelm Reich radikaliserede synet på seksuel lyst og hævdede provokerende, at undertrykt - eller 'fejlinvesteret' - libido kunne sætte sig som spændinger, neuroser og kræft.