Preben Lilhav tager en række opklarende tekstnære livtag med Platon, Goethe og Faust, Schopenhauer og Freud for at nærme sig to berømte præstesønners tankeverdener. Nietzsche og Jung lægges på ånds- og kulturhistoriens briks i denne lille bog og metoden synes at være den biografisk-tekstanalytiske. Lilhav er uhyre optaget af såvel d'herrers barndomstraumer, deres vidtløftige ambitioner, deres kærlighedsliv eller mangel på samme som deres dyrkelse af store forbilleder. Filosoffen Nietzsche (1884-1900) ønskede at omvurdere alle værdier og at bekæmpe enhver form for livsfjendtlig idealisme. Han så dog op til Goethe, der med Lilhavs formulering var rede til »at tage livet på sig i hele dets fylde og også til at gå til grunde med det«. Lilhav ønsker at rehabilitere Nietzsche efter at have hadet ham i 20 år! Nietzsche, der ellers ikke just sværmede for afguder, værnede om sit forbillede i hele sit intense forfatterskab. Goethe var »ikke alene et godt og stort menneske, men en kultur« og »Man kan i det store og hele hævde, at Goethe endnu ikke har virket, og at hans tid først vil komme«. Nietzsche ønskede, at enhver kunne komme til at forme sin personlighed til en enhed og helhed. Lilhav tyder begrebet om overmennesket som en demokratisk utopi. Det store skabende menneske må besinde sig på Guds død. »Oh, at rive ned er nemt, men bygge op!«, skrev den unge Nietzsche. Mennesket har slået Gud ihjel, og nu må det selv til at sætte nye stærke værdier, der kan tjene livet i dets vækst og fylde. Den transcendente og dømmende Gud må vige for det jordiske og skæbneaccepterende menneske.