Det er lidt ærgerligt, at Preben Harris selv kalder sin erindringsbog for 'Tæppet op'. Det var ellers lige det, man havde lyst til at kalde anmeldelsen. Efter 50 år i teatrets tjeneste fejrer Preben Harris sin afgang fra Folketeatret med en optimistisk og ærlig erindringsbog, som har sin titel med rette. Man tror på, at fremtiden vil komme til at belønne galskaben. Han har i de senere år fået en renæssance som skuespiller - en renæssance, som dels fortæller noget om manglen på hans fysiognomi i dansk teater, dels fortæller noget om et udmærket talent som 'bræddebisse' - et talent, han kun delvis har brugt under sine mange år som teaterleder. Men dog! »Min eneste søn - gøgler. Sørgeligt!«, skrev hans fader til ham - en replik, der huskes med en lidt gnaven tvetydighed som så meget andet fra en borgerlig barndom. Det er moderen, som erindres med den største kærlighed - faderen kun med respekt. Hans karriere begyndte i Århus, og efter elevskolen blev han en meget ung og ambitiøs leder af Svalegangen - sammen med tre andre. Jeg kan huske ham fra den tid. Vi var lidt bange for ham! Det forekom os, som om han allerede var på vej ud i en spændende og vital fremtid, mens vi andre forsigtigt holdt os på beleven og gammelmodig afstand.
Den fornuftige galning
Lyt til artiklen
