0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politikeren i borgerens verden

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Det personlige samfund' er historien om folket og politikerne, der gled fra hinanden. Engang var de tæt forbundne, men fra 1970erne kommer forholdet i en krise. Dels fordi båndene mellem klasser og partier løsnes.

Og dels fordi de stadig mere antiautoritære danskere stiller krav om, at politik også bør handle om hverdagsproblemer og tage afsæt i moralske og personlige værdier og emner som miljø, de fremmede, kriminalitet mv..

Men i stedet for at fange disse signaler koncentrerer politikerne sig om at blive gode administratorer af den økonomiske politik i en misforstået tro på, at det er dét, som borgerne vurderer dem på. Og derfor opstår der en afgrundsdyb kløft mellem borgerne og det politiske system, konstaterer Pittelkow.

Med sin analyse siger Pittelkow noget meget væsentligt om det politiske liv i dag, som ganske rigtigt er domineret af en teknokratisk 'nødvendighedens politik' og et fravær af dialog og værdier.

Et overbevisende eksempel er efterlønssagen, som viser, hvor galt det kan gå, når politikerne foretager et væsentligt indgreb uden først at have haft en dialog med borgerne.

Et andet eksempel er, når stadig flere vidtrækkende beslutninger trækkes ind i de årlige økonomiske 'bunkebryllupforlig' - finansloven og kommuneaftaler.

Disse forlig lever op til politikerens effektivitetsidealer, men efterlader borgerne med en følelse af ligegyldighed og afstand til det politiske system - fordi de ikke blev inddraget, og fordi de ikke så de værdier, der lå bag politikernes beslutninger.


At der må gøres noget ved afstanden mellem borgerne og politikerne, er rigtigt set af Pittelkow. Spørgsmålet er så bare: Hvad? Og her bliver bogen mindre overbevisende.

Han har fuldstændig ret i, at politikerne bør indstille sig på at være mere åbne, lyttende og værdiorienterede - og at der er strukturer i det politiske liv, f.eks. bunkebryllupperne i de økonomiske forlig, som man skal gøre op med.

Men når han tager skridtet videre og lægger op til, at politikerne må fokusere mere på de 'nære' emner de fremmede, kriminalitet, miljø mv. og oven i købet føre en bestemt politik på disse områder for 'at komme i overensstemmelse med borgernes livsverden', bevæger han sig ud på dybt vand.

Først og fremmest fordi et sådant kalkuleret strategiskift let kan ende i populisme, som vi ser det i udlændingedebatten og i kriminalpolitikken.

Men også fordi Pittelkows forestilling om, at man blot kan stikke fingeren ned i borgernes livsverden og føre politik efter den, er sværere end som så.

F.eks. har den unge globaliseringsbegejstrede akademiker og den fremtidsangste efterlønsmodtager næppe mange værdier til fælles - alligevel stemmer de måske på samme parti.

Hvilken af de to livsverdener skal politikerne så appellere til?

Nej, det er er ikke nemt at appellere til livsverdenen, hvad politikere allerede har gjort bitre erfaringer med de seneste år.

Realiteten er, at mange politikere vitterligt ønsker at få kontakt med borgernes univers - men at de ikke magter det i praksis. Når de forsøger, virker det enten kejtet, fortænkt og ufrit - eller også slår det ud i populistiske luer.

Om Pittelkows bog vil ændre på den situation, vil tiden vise. Man har da lov at håbe.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce