0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Digteren og konen

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Man skulle ikke tro, det kunne lade sig gøre: at skrive en hel bog om den duel, der dræbte Ruslands største digter i 1837 - uden at det bliver enten en sentimental historisk roman eller en tør gennemgang af dokumenter.

Men det er lykkedes for den italienske russisk-professor Serena Vitale i bogen, som i engelsk oversættelse hedder 'Pushkin's Button'.

Den knap, der er tale om, er ikke en, der sad i vejen for pistolkuglen og reddede Pusjkins liv - en sådan var der desværre ikke - men den knap, der hang og dinglede bag på hans frakke og antydede, at han ikke blev passet så godt derhjemme, som man kunne ønske.

Pusjkin var gift med en efter alle udsagn helt usædvanlig smuk ung kvinde, og det var hendes skønhed og dumhed - kombineret med hans forpinthed over forskellige sociale og kunstneriske ydmygelser - der blev digterens død.

Natalja Gontjarova var 16 år, da hun i 1831 blev gift med den 32-årige digter, der havde været og fortsatte med at være en succesfuld kvindebedårer.

Men hvor hans erobringer var i sagens natur, var hendes eventuelle utroskab en katastrofe. Så selv om Natalja var blottet for sans for sin mands værk og verden, var det ikke hendes fejl, at hun var så ung og dertil indskrænket af sit miljø.

Hun fødte ham da også 4 børn (hvis 'ægthed' ingen anfægtede), og det passer ikke rigtig ind i billedet af et evigt dansende og flirtende pigebarn. Men Natalja elskede at danse og var ofte til baller, hvor også tsaren gjorde hendes opvartning.

Tsar Nikolaj I afløste Aleksander I i 1825 og hjemkaldte Pusjkin fra eksilet i Sydrusland. Som Mette Dalsgaard skriver i Rosinantes forfatterleksikon, gjorde tsaren sig selv til Pusjkins »personlige og snart meget plagsomme censor« - samtidig med at han så på dennes kone som en lille sag, man ugenert kunne kommentere og kokettere med.

Pusjkin fik en rang som kammerjunker, med pligt til at være til stede ved ballerne i uniform - en ydmygelse for landets ubestridte litterære konge.


Aleksander Sergejevitj Pusjkin blev født 6. juni 1799 som oldebarn af en etiopisk prins, som Peter den Store ophøjede fra slave til general. Som følge af sin afstamning havde Pusjkin let negroide træk. Han var desuden lille og vims af statur og blev, hvad man ikke skulle tro ud fra hans fuldendt harmoniske værker, meget hidsig og ærekær med alderen.

Ikke at han blev så gammel: han var 37 da han døde efter den duel, han nærmest selvmorderisk havde insisteret på. Pusjkins banemand blev en franskfødt husar, Georges d'Anthès.

Han var adopteret af den hollandske ambassadør i Petersborg, med hvem han efter alt at dømme stod i et homoerotisk forhold til. Det er for øvrigt denne ambassadørs efterkommere, der har ladet Serena Vitale læse i familiearkivet.

I 1836 havde Pusjkin blandt meget andet skrevet de værker, hele verden kender - måske uden at vide, de er af ham - fordi de er blevet til operaer: det ironisk-romantiske epos 'Ruslan og Ljudmila', den lange novelle 'Spader dame' og versromanen 'Jevgenij Onegin'.

Den sidste, hvori der foregår en duel mellem gamle venner, skrev han færdig kort før sin egen duel med d'Anthès. 'Jevgenij Onegin' kom som føljeton, og hele det læsende Rusland kastede sig over hvert nyt kapitel.

Uanset hvad man mente om Pusjkin, var det ikke kunstnerisk anerkendelse, han manglede. Han er grundlæggeren af det uhyre smidige og melodiske russiske litterære sprog. Før havde adelen talt og skrevet fransk, kirken brugte en afart af oldbulgarsk, og folket var analfabeter.


Georges d'Anthès lader til at have været en charmerende, men vulgær don Juan på grænsen til gigolo, og havde Pusjkins kone, Natalja, ikke været sådan en gås, var det ikke gået så galt. Hun lod sig - muligvis i al snotdum uskyldighed - charmere af d'Anthès og tillod ham for mange indiskretioner.

Desuden lod muligvis letsindige, men immervæk ondskabsfulde mennesker nogle anonyme breve versere, hvor Pusjkin blev udstillet som hanrej. Det kunne Pusjkin,der frygtede latterliggørelse mere end noget andet, ikke have siddende på sig.

Det er en tåget og lidt rodet historie, og de anonyme breves forfatter er aldrig for alvor blevet identificeret, men Pusjkin udfordrede d'Anthès til duel.

Både den forelskede ambassadør - der masochistisk havde lagt øre til d'Anthès' klager over ikke at kunne få nedlagt Natalja for alvor - og Pusjkins trofaste venner var fortvivlede. Men det var, som om han ville konfrontationen. Som om han var draget mod den afgrund, kunstnere ifølge den romantiske myte skal bevæge sig på kanten af.

Det tjener til Serena Vitales ros, at hun ikke hælder vand ud af ørerne i den anledning. Tværtimod finder hun en fin balance mellem det kildemæssigt vederhæftige og det slagfærdigt suveræne - er det måske, fordi hun er italiener, at hun på én gang mestrer det elegante, det detektivisk snusfornuftige og det sundt patetiske?

Pusjkin døde efter to døgns pinsler. Hans drabsmand, som slap med at blive forvist, er aldrig blevet tilgivet. At han var udlænding, bekræftede kun russernes skizofrene opfattelse af, at alt ondt kommer udefra - samtidig med at de er dygtige og lynhurtige til at efterligne udenlandske strømninger og forbilleder. Men at det var en udlænding, der dræbte Pusjkin, gør også drabet nemmere for russerne at bære.

Pusjkin selv, denne sprogligt suveræne, djævelsk vittige og geniale mand (han var for litteraturen, hvad Mozart var for musikken) - ja, han fik aldrig lov at tage på selv den mindste udlandsrejse. Han skulle jo nødig tage skade på sin russiske sjæl.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce