Går det frem eller tilbage? I inddampet form er det spørgsmålet, som historikeren Francis Fukuyama tvinger sine læsere til at tage stilling til i 'Historiens afslutning og det sidste menneske' fra 1992. Han mener, at det går frem - ja faktisk, at menneskeheden allerede er fremme ved endemålet. Den rette vej Hans trick er at anlægge et særligt perspektiv på historien. Er seneste tv-avis udgangspunktet, så går det ad pommern til: krig, hungersnød og terror er verdens uorden. Men klikker man det væk fra skærmen med fjernbetjeningen og tager historiebogen fra middelalderen ned fra hylden, ser det anderledes ud - så går det trods alt den rette vej. Misbrug af Marx Udgangspunktet for Fukuyama er staternes styreform. Det liberale demokrati, hvor alle mennesker ifølge idealet er frie og lige, går efter hans opfattelse sin sejrsgang gennem verden. I 1975 var der 30 liberale demokratier verden over. I 1990, mens Fukuyama arbejdede med bogen, var der 60. En fordobling på bare 15 år. Så ja, det går den rette vej - det er bare at tælle. Set gennem disse positive briller er det er blot et spørgsmål om tid, før alle lande når dertil, og så er der ikke mere at slås om på den ideologiske boldbane. Vi lever i en retningsbestemt historie, som trin for trin vil føre verdens befolkning til den demokratiske endestation. Men hov, vil nogen indvende. Er det ikke misbrug af Karl Marx' tankesæt at omdirigere samfundstoget fra det kommunistiske idealsamfund til dets borgerlige modsætning? Demokrati er ikke perfekt Det er præcis Fukuyamas drilske pointe. På et tidspunkt, hvor Berlinmuren lige er brudt sammen, og hvor de østeuropæiske diktaturer er faldet som dominobrikker, strør han salt i venstrefløjens sår ved at gøre socialismen til et vildspor. Og, som han skriver, var det Marx, der startede omdirigeringen. For det var den tyske statsfilosof Hegel, der skrev, at historien stoppede, da Napoleon havde besejret frihedens fjender ved Jena i 1804. For Fukuyama er ophøret af den kolde krig anledning til at sætte punktum og sige, at udviklingen stopper ved demokratiet. I bogen gøres meget ud af at beskrive, hvorfor det liberale demokrati er den bedste styreform. Det begrundes økonomisk, og her mangler ikke argumenter. Det kan ikke være en tilfældighed, at økonomien og velstanden trives bedst i lande med demokrati. Men det begrundes også med, at mennesker har brug for anerkendelse ud over den, som følger af økonomisk velstand. Den anerkendelse opnås gennem demokratiske samfunds opfattelse af individet som ukrænkeligt. I modsætning til hvordan Fukuyama ofte fremstilles - han er en af de forfattere, få har læst, men mange har læst om - skriver han ikke, at det liberale demokrati i sin nuværende form er perfekt. Men strukturen er rigtig og kan i modsætning til de totalitære styrer udvikle sig uden at bryde sammen. Jubeloptimisme? Men selv hvis vi accepterer Fukuyamas præmis, at vi i USA og Europa har fundet den bedst mulige styreform, er der så ikke lovlig meget jubeloptimisme i tankegodset? Har historien siden bogens udgivelse for 14 år siden ikke til overflod vist, at han tog fejl? Både ja og nej. Der har været mange tilbageskridt. Om ikke andet må man vel sige, at historien tog en ganske voldsom hævn over bogens naive optimisme 11. september 2001. På samme vis kan borgerkrigen i Eksjugoslavien ses som et udtryk for, at udviklingen ikke går snorlige i den rigtige retning. Fukuyama siger selv i dag, at der har været voldsomme skuffelser i forhold til den optimisme, han udtrykker i bogen. Rusland og Hviderusland har udviklet sig meget langsomt, og Centralasien er slet ikke kommet i gang. Også udviklingen i Latinamerika har været store sten på den historiske vej. Det kan man kun give ham ret i. Bogen er meget præget af omvæltningen i Østeuropa, som overraskede næsten alle. Men flyt perspektivet til Asien. Fraset Kina går udviklingen flere steder i den rigtige retning. Og i Østeuropa har flere lande siden Murens fald på rekordtid udviklet sig fra totalitære styrer til relativt velfungerende demokratier. Islamistiske regimer Så er der jo lige det med truslen fra islamistiske regimer, og hele det sammenstød af civilisationer, som bl.a. Huntington advarer mod (genanmeldt i Pol. 1.7.) Det aspekt har Fukuyama faktisk med i sin bog. Han skriver, at der er tale om en systematisk og sammenhængende ideologi, som potentielt kan appellere til hele verden. Han tror karakteristisk nok ikke, at det vil gå så galt, som Huntington og andre prædiker og skriver, at »den islamiske verden i det lange løb er mere sårbar over for liberale ideer end omvendt«. I det lange løb er vi alle døde, kan man indvende. Ikke desto mindre er det velgørende, at Fukuyama bringer lidt proportioner i diskussionen om den islamistiske trussel. For vel er vi sårbare over for terror, hvad tiden efter bogen udkom til overflod har vist. Men det er kun en trussel mod demokratiet, hvis vi selv giver køb på de civile rettigheder. Optimisktisk læsning Fik Fukuyama ikke held til at stoppe historien, har han i alt fald påvirket den. På godt og ondt. Netop hans lange lovtale for det liberale demokrati har gjort ham til en af hovedmændene bag den neo-konservative bevægelse, som har formet Bushregeringens sikkerhedspolitiske strategi. Læst på den måde kan bogen bruges argument for USA's globale korstog for demokrati.Korstoget bygger på den optimistiske fremskridtstanke, og når man har historien på sin side, kan man jo dårligt tabe. Men skønt Fukuyama og de neokonservative er enige om målet, er de meget uenige om midlerne. I sin seneste bog 'America at the Crossroads: Democracy, Power, and the Neoconservative Legacy'' kritiserer han i skarpe vendinger den måde, som Bush og kompagni forsøger at forcere den historiske proces i Irak. Kritikken gør ondt på de neokonservative, som omtaler forfatteren som 'Fuck-yama'. 'Historiens afslutning og det sidste menneske' er velgørende læsning som modpol til den pessimistiske og ensidige civilisationskritik, der tidligere dominerede historieskrivningen. Og hvem ved? Måske kommer vores børnebørn til at opleve historiens afslutning, hvor alle jordens indbyggere bor i et demokrati.