Denne avis, De nu læser, er ekspert i at sætte lys på de snigende farer ved det moderne liv: Døden hviler i legetøjet, i fødevarerne, i modermælken, i luften vi indånder. Hver dag har sine artikler, der med eksperters nødvendige mellemkomst oplyser og guider os om de helt nære forhold, vi hverken kan se, lugte eller mærke selv. Farer overalt I det samfund, der nu er vores, og som sociologen Ulrich Beck for tyve år siden benævnte risikosamfundet, kan vi ikke stole på vores egne sanser længere. Det gør os ængstelige. Avisens artikler hjælper os ikke kun, de puster også til en generel fornemmelse af frygt. Vi søger at sikre os på alle tænkelige måder, vi barrikaderer os mod frygten. Men selv boligens vinduer og døre, områdets hegn og gitre, overvågningskameraer og høje firehjulstrækkere kan ikke beskytte os mod de farer, vi selv bringer hjem i indkøbsposen eller dem, der falder som klatter af dødbringende virus fra fuglenes kloakåbninger. Himlen over vores hoveder, havet vi bader i, og maden vi spiser, er ikke længere vores trygge hjem. De er blevet en del af samfundets risici og som sådan også en del af kilden til al vores uendelige frygt. Menneskeskabt naturkatastrofe Det er selve bagsiden af moderniteten, der er slået om i en ny risikofyldt menneskeskabt natur, skrev Ulrich Beck i sin banebrydende bog 'Risikosamfundet'. Da vi for et par hundrede år siden påbegyndte moderniteten, var det en ydre natur, vi skulle bemægtige os. Det var opfyldelsen af behov og fordelingen af velfærd, som de politiske kampe dengang gjaldt. Fattigdommen var synlig, forureningen stank, fordærvet mad smagte råddent. Men da vi lærte at kontrollere naturen og industrisamfundet havde mættet os alle, viste det sig, at selve den moderne livsform havde skabt andre, dybere farer end de åbenbare. Den usynlige atomsky fra Tjernobylværkets nedsmeltede reaktor drev omkring, som vinden blæste, og truede ikke kun fattige hviderussere i et forfaldent sovjetimperium, men selv indbyggerne i idealsamfundet Sverige. Det var en fare, der hverken kendte til Jerntæppet eller til høj og lav; en fare man ikke kunne afværge, og som man ikke kunne se, kun måle sig til. Denne menneskeskabte naturkatastrofe er i mere end en forstand kerneeksemplet i 'Risikosamfundet'. Fordeling af onder Uanset at vi har været forskånet for flere atomkatastrofer, er det en bog, der stadig er forrygende i sit sigte og sin aktualitet. Hvis man udskifter atomskyer med ozonhuller, bliver det pludselig solbrændende klart, hvordan vores levevis har skabt et nyt forhold til naturen. Den er ikke blot vores venlige ressource, den er også vores lunefulde modspiller, et monster, vi selv nærer hver eneste dag. Det er denne indsigt fra økologien, som Beck bygger sin forestilling om risikosamfundet på, men der er ingen nemme løsninger, vi kan f.eks. ikke bare 'vende tilbage til naturen', for den vil altid være et kulturelt produkt. Truslen fra vores energikilder kan ikke fjernes og frygten slet ikke. For i risikosamfundet handler det ikke om fordeling af knappe midler, det handler om en overproduktion og fordeling af risiko. Hvem skal bo ved siden af atomkraftværket, hvem skal have en motorvej i baghaven, hvem skal ikke opereres? Det er ikke fordeling af goder, der er på den politiske dagsorden, det er fordeling af onder. Frygten for egen skygge I industrisamfundet var ens bevidsthed bestemt af det, man var. Man tænkte og handlede ud fra de mønstre, som klassen indforskrev en i. I risikosamfundet er det omvendt. Her er det bevidstheden, der bestemmer ens væren. Kampen om vælgerne bliver skærpet i risikosamfundet, for der er ingen faste klasseforhold som i industrisamfundet. Risikosamfundet er i høj grad en bevidsthedstilstand, hvor viden, oplysning og medier får afgørende roller. Ulrich Beck skrev 'Risikosamfundet', mens verden endnu var delt i to og mange endnu mente, at der var saft og kraft i modstillingen mellem klasserne, mellem Vesten og Østen, og at de onde og de gode var mulige at identificere. Nok var der glasnost i Sovjet, men imperiet var endnu ikke faldet, og Muren stod endnu i Berlin. Men i skyggen af skovdød, smog og atomkatastrofer påpegede Beck i 1986, at det ikke er de andres eksistens, der er vores største fjende, det er vores egen skygge. Men mange af de mest presserende problemer hidrører direkte fra skellet mellem rig og fattig og en manglende fordeling af velfærdsgoder, kunne man indvende. Det kan nok være, at forureningen ophæver nationalstaterne, men på tværs af Middelhavet går der stadig en tydelig fattigdomsgrænse mellem Nord og Syd. Alle i samme båd Beck har allerede forudset indvendingen. Det er afgørende for forståelsen af risikosamfundet, at vi alle er underlagt en fælles skæbne. Når iskapperne på polerne smelter og vandstanden i havene stiger, så er det en fælles skæbne, der frister os. Men at vi alle er tvunget i samme båd, betyder desværre ikke, at vi endnu har en forståelse for, at alle sejler med lige ret. Når rige lande vil eksportere deres miljøproblemer til fattigere, sejler båden stadig med klassesamfundet i lasten. Men ulykken vender hurtigt tilbage som en boomerang til de rige lande, skriver Beck. Når de rige lande udlægger den svinende produktion til de fattige landes periferi, får de deres sygdomme tilbage til deres sikrede centre gennem den livlige transport. Asiatiske influenzaer er et årligt tilbagevendende livsvilkår i Vesten. I år kom den så som den farlige fugleinfluenza. Det er fordeling af onder i risikosamfundet.