Ved første blikligner det bare endnu en smart amerikansk terapeuts letkøbte universalløsninger, men under læsningen af 'Hvad ønsker kvinder egentlig?' opdager man, at smartheden er holdt i stramme tøjler af den sunde, menneskekærlige fornuft. Bogens titel er en variant af Sigmund Freuds venligt mente spørgsmål til Marie Bonaparte og lyder som en vittighed. Men undertitlen 'Om at sætte sig ud over ønsket om at være ønsket' er blodig alvor. Og hele bogen handler om de ønsker, kvinder ikke vil være ved, at de har, og som de derfor ikke bliver sunde, agerende subjekter for. Meget populært sagt: det skal altid helst hedde sig, at de gør og er ting for andres skyld. Mon ikke der især er et par ældre mødre, der vil føle sig ramt her? Det skal indrømmes, at denne læser i begyndelsen af bogen havde mistanke om, at der var tale om endnu en egoistisk selvrealiseringsfilosofi. Men fordommene blev for de flestes vedkommende afkræftet, og forfatteren formulerer det selv således: »Når vi bliver subjekt for vore ønsker, betyder det ikke, at vi lærer at være guder, eller hvordan vi skal få vores vilje. Vi bliver ikke mere egoistiske eller selvoptagede; i stedet opdager vi, hvad det vil sige at være menneske«. Det er måske at tage munden lovlig fuld; mere beskedent kan man roligt erklære, at det er sundest at kende og stå ved sine egne behov, også de mindre tiltrækkende, og selv tage ansvar for dem. Som en af bogens overskrifter lidt buddhistisk lyder: »Udvid selvet i stedet for at give det bort«. Og forfatteren, den jungianske psykoanalytiker Polly Young-Eisendrath er da også praktiserende buddhist, viser det sig, men en udpræget feministisk, udogmatisk og målrettet sådan.