Lad os springe præcis 100 år tilbage i tiden, til København på en julidag som i dag, hvor solen bager og brager over Indre By fra den tidlige morgen. En 33-årig jyde bevæger sig i retning af Nørregade. Han har øjne og ører på stilke. Han er en svamp, et trækpapir, der suger hvert eneste indtryk til sig. Han ser, hvordan nogle asfaltarbejdere på Strøget steger i solen og varmen fra deres kulriste. Han noterer sig, at dråberne fra vandvognen næsten fordamper med det samme fra de varme brosten. Han fanger et glimt af hvide skyer på himlen, som han tolker som en mulighed for regn. Det ægte Så når han frem til sit kontor - sin redaktion - i Nørregade. Vi ved ikke, hvad han tænker, i det øjeblik han sætter sig i stolen og begynder at skrive. Men ud fra senere interview og skriverier og samtaler ligger det fast, at det er det, han vil, det, han sætter højest; en kærlighed, der sidder på ham som en igle resten af livet. For godt nok er han forfatter. Men noget er vigtigere end bøgerne. Det er betydeligere end romankunsten. Det er større end litteraturen. Manden er Johannes V. Jensen. Og det, han skriver, er det mest ægte, han kender: avisartikler. Døgnets kævl Nej, nej, nej ... nu stopper jeg den her fine fortælling og bryder ind. Jeg er journalist. En bladsmører. Og lige nu sidder jeg - sådan mellem tastetrykkene - og ser to fantasier for mig. I det ene scenarie sidder jeg på mine gamle dage med nogle kasser grisede, gulblege avisudklip - gemene artikler, der ender på den store døgnmødding for journalistik. I det andet sidder jeg som forfatter og vinder af Nobelprisen - ja, den, rig-ti-ge Nobelpris i Litteratur - og med en boghylde fuld af blivende litterære værker i smukke læderbind. Et af dem skal blive valgt til århundredets roman, kanoniseres som det ypperste, dansk litteratur har præsteret. To scenarier. Så hvad vælger du, gamle dreng? Knækkede nakken Svaret skriger nærmest til himlen. Men for Johannes V. Jensen, Danmarks måske største forfatter, var valget ikke så enkelt. »Johannes V. Jensen er i dag kanoniseret i en grad, så han ikke kan blive større. Men han nedgjorde selv litteraturen og sagde, at den ville forsvinde til fordel for journalistik«, siger Martin Krogh Andersen. Han er cand.mag i dansk og udgiver i dag bogen 'Døgnets kævl' på 100-års dagen for Johannes V. Jensens avis Pressen. Den udkom kun 26 gange i juli 1906. På den måde ligner Pressen en fodnote til mediehistoriens lange dødsliste af lukkede dagblade. Men avisprojektet viser til gengæld, hvad Johannes V. Jensen kæmpede med som en næsten tragisk side af sit liv som skribent. »Johannes V. Jensen hyldede journalistikken, fordi han troede, at den kunne noget andet og mere end litteraturen - nemlig beskrive virkeligheden, som den er. Men det er jo subjektivt, og han knækkede i virkeligheden nakken på det«, siger Martin Krogh Andersen. Den ægte vare Så hvorfor bytter en begavet forfatter bogen ud med avisen og kaster sig over journalistikkens nussede håndværk? En af grundene er uden tvivl, at Johannes V. Jensen i de sommerdage i 1906 mangler klar succes med at etablere sig som forfatter. Han har skrevet tre bøger - blandt dem den nu kanoniserede 'Kongen fald' - men de kaster bestemt ikke den hyldest af sig, han senere i livet får og tager imod med kyshånd. Måske som en slags oprør giver han litteraturen en kold skulder. Samme år, i 1906, udtaler han i interviewbogen 'Digtere i forhør': »Min Opgave med at skrive er i Virkeligheden den at give Folk Afsmag for Litteraturen og Lyst til at leve Livet«. Og her ligger pointen, som Johannes V. Jensen hylder journalistikken for, også på sine gamle dage. Han opfatter den simpelthen som den ægte vare. Digtere vender sig indad. Avisernes skriverkarle rører ved virkeligheden og fanger livet ind, så det stråler ud af papiret. Pressen Det bliver Johannes V. Jensens mål som skribent. På sine amerikarejser suger han til sig fra de amerikanske aviser og hylder den amerikanske journalist - den ydmyge helt, der ikke engang sætter navn under sine artikler. I 1906 skriver Johannes V. Jensen selv med succes for Politiken. Men han svulmer af en trang til at kaste litteraturen helt af sig og føre sit ideal ud i livet. Han lokker pengemanden John Martin med på ideen om et eftermiddagsblad, der udkommer seks dage om ugen. Han døber sin avis Pressen. Den skal være et objektivt dagblad uden »bevidst Forvanskning«. Uden lærd plidderpladder. En avis, der rører livet med vægt på »Døgnets Kævl«. På virkelighed. Sådan lancerer han selv projektet i første nummer. Men hvilken avis laver Johannes V. Jensen? Tilsvining Spørgsmålet giver mening helt bogstaveligt, for i den måneds tid, Pressen udkommer, skriver Johannes V. Jensen stort set hver eneste stump nyhedsstof selv. Han ruller gennem København på sin cykel. Han registrerer alt, opsnuser både dramaer og gudsjammerligt kedelige ting og forvandler dem til artikler - selvsagt ikke med sit eget navn under, men under små pseudonymer som sine amerikanske helte. Alligevel skinner det tydeligt igennem, at Johannes V. Jensen selv skriver. Han møder Jeppe Aakjær på gaden og formidler det nærmest som en religiøs oplevelse i et hav af rødt sollys, hvor Jeppe Aakjær toner frem. Midt i sine beskrivelser slår han pludselig over i en art indre causeri i jegform og tager til sidst hjerteligt afsked med ham. Johannes V. Jensen sværmer for Amerika. Ud over det lokale københavnerstof refererer han livligt begivenheder fra USA. Han kan bare ikke lade være med at kommentere dem. Som da den kontroversielle rigmand John D. Rockefeller bliver anholdt i Frankrig for en færdselsforseelse: »Den, der er mægtig nok til at skabe sig sin egen Handlingens Lov, vil altid før eller senere snuble over de gængse Allemandslove«. Da han skriver en simpel jubilæumsnote på 9 linjer om 50-året for digteren Emil Aarestrups død, nærer han sig ikke for at tilføje: »Han digtede ikke for Levebrødet og undgik derfor at præge sine Digte med den sure Sult efter alle Livets Goder, som ellers præger dansk Digterkunst«. Fremragende lyrik I avislederne sviner han ligefrem folk til. Hans avis er netop ikke partipolitisk, men Johannes V. Jensen kan ikke lade være med at dyrke sine politiske aversioner - for eksempel mod fædrelandspatrioter. Da chefredaktøren for Flensborg Avis skal opereres for galdesten, foreslår Johannes V. Jensen i en leder, at »de Ansamlinger af forstenet Patriotisme hærdet ved aandelig Armod«, som lægerne opererer ud, skal på museum. Desværre dør redaktøren efter operationen. Johannes V. Jensen må alligevel have skammet sig, for han hylder senere redaktøren i en smuk nekrolog. Indimellem lykkes det ham at skrive nogenlunde fordomsfrit. Han eksperimenterer også med billeder og trykker blandt andet en forsidehistorie om et rovmordsforsøg med billeder af både forbryder, offer, mordvåben og en pude, som kuglen gik i. Alt i alt går Pressen dog stik imod det ideal, Johannes V. Jensen selv jagtede. »Avisen skulle give det objektive billede af virkeligheden. Men selv hans vejrprognoser er som små digte. Når man læser dem i dag, er de fremragende lyrik. Men de er helt ubrugelige som vejrudsigter«, siger Martin Krogh Andersen. Den store forfatter Johannes V. Jensen magtede ikke, selv om han så gerne ville, det trivielle håndværk som journalist. En fusion Efter 26 numre, 31. juli 1906, udkommer sidste nummer af Pressen. Sandsynligvis solgte avisen ret elendigt - dels fordi den var ret ubrugelig for læserne, dels på grund af årstiden. Og arbejdspresset på dens eneste skribent må have været enormt. Hvordan chefredaktøren tog avislukningen, ved vi ikke bestemt, for han brændte sine dagbøger af sikkerhedsgrunde under besættelsen. Men han kom hurtigt på benene og begyndte at skrive kronikker til Politiken, som udkom i de i alt ni bind, han kaldte 'Myter'. »Avisen var et forsøg på at skifte spor, men han var simpelthen ikke i stand til at realisere det. Hans svar var så at skrive kronikker, som han så som krydsninger mellem journalistik og poesi. Det var en fusion, som han magtede, og som i dag står som en stor del af hans forfatterskab«, siger Martin Krogh Andersen. Siden regnede den litterære hyldest som bekendt ned over Johannes V. Jensen. Men han holdt fast ved journalistikken som sin ulykkelige kærlighed. Som han skrev i 1933 i en kronik: »Pressen har iøvrigt alle Dage fristet mig mere end Literaturen«.