En far og hans lille søn kigger ud ad vinduet. Et eller andet sted derude er der krig, verdenskrig, men lige på den anden side af ruderne er der spor i sneen. »Der har været dyr i nat, der er spor derude«, siger faderen, hvorefter de to går ud for at se nærmere på sporene, der fortaber sig på den anden side af vejen. Få år efter er faderen død, likvideret af modstandsbevægelsen. Ulrich Horst Petersen skriver det ingen steder i sin fine nye essaysamling, men et eller andet sted under de fleste af teksterne, både dem, der eksplicit handler om besættelsestid og politik, og dem, der handler om kunst, vandrer en søn stadig rundt i sneen. Dømt til et livslangt forsøg på at forstå de mekanismer, som førte til at kategorien 'far' en dag blev skiftet ud med kategorien 'landsforræder'. Som man vil forstå, er det både på det helt personlige plan og i en danmarkshistorisk sammenhæng et stort og vigtigt stof Ulrich Horst Petersen skriver om og på i sin nye bog. I en medrivende blanding af sanselig selvbiografi - med plads til barndommens 'kunsthonning' og erstatningstyggegummi af paraffin - og knivskarp og aldeles usentimental refleksion, stiller forfatteren ikke mindst skarpt på størrelser som verdenskrig, besættelse og nazisme. På skyld og soning. Det har han også gjort i tidligere bøger, men i 'Forsøgets tid' rammer han en tone, der gør læsningen sært gribende. Tonen har at gøre med Horst Petersens præcise sprog, men først og fremmest med etik. Man mærker, at det er en moden, livsklog mand med sans for ret og uret og menneskers besvær med at skelne, der skriver - og har held til at forbinde sin egen families skæbne med det mægtige og uafsluttede verdensdrama, vi forbinder med navnet Adolf Hitler.