En af vore kyndigste skovhistorikere, Eiler Worsøe, har begået et prægtigt værk om et stykke naturhistorie, som på dansk grund nok så meget må kaldes et stykke kulturhistorie.

Den rene naturhistorie fortælles i et kapitel, der handler om de træsorter, der efter istidens ophør fik fodfæste på den jomfruelige jord - afhængigt dels af klimaudviklingen, dels af tilstedeværelsen af spredningskilder.

De mange øst-vestgående bjergkæder i Europa hindrede genindvandring og spredning af en række træarter, som i og for sig godt kan trives her - og derfor er Nordeuropa meget artsfattig sammenlignet med Japan, Østsibirien og Amerika i tilsvarende klimazoner.

Man mener i dag, at mennesket var med til at forme den tidlige hasselbevoksning kort efter istiden. Jægerne, der fulgte isranden, har opdaget, at hasselbusken gav nødder og har derfor favoriseret den; ellers ville den næppe være blevet så hyppig.

I ældre stenalder var klimaet varmere end i dag, og landet var dækket af en formelig jungle af elm, ask, lind og eg, hvor der vrimlede med bisonokser, urokser, vildsvin og kronhjorte. Bøgen indvandrede først i jernalderens kolde klima.


At bøgen er blevet vort nationaltræ og i vor bevidsthed er den naturligt skovdannende danske træsort, er dog mest kulturelt bestemt. Vældige egeskove gik til bygning af borge, slotte og herregårde samt ikke mindst til flåden. Derudover græssede kvæg, heste og får frit i skovene indtil Fredsskovloven af 1805, og de hindrede ved deres bid og gnav uhyre effektivt opvæksten af nye ege. Det var så katastrofalt, at der i tiden for nævnte lovs vedtagelse kun var godt 2pct. skovdække. På det punkt går det bedre i dag, hvor vi ligger på omtrent 12pct. skovdække.

Efter englændernes ran af vor samlede flåde i 1807 og tabet af det skovrige Norge 1814 var behovet for ny skov desperat, og man plantede betydelige arealer med eg med henblik på flådens behov 150 år frem i tiden.

Siden er træskibe som bekendt gået af mode, og derfor ser vi mange steder, f.eks. i Frederiksborg Amts store skove, indslag af prægtige ege, der egentlig skulle have været fældet for længst. De giver os en fornemmelse af hedenold og Robin Hood, men træerne er altså plantet af mennesker, og genetisk er plantematerialet langtfra altid af dansk herkomst.

Bøgens overhåndtagen skyldes i nogen grad det forhold, at mens bøgeplanter kan vokse i en egeskov, så kan de lyskrævende egeplanter ikke vokse op i en bøgeskov. Men dertil kommer, at de vældige mængder af svin, som gik på olden i de gamle skove, åd de fleste agern, mens bøgens mindre frugter tværtimod oftere blev godt rodet ned i mulden og således her fik deres store chance. Svinene spiser dertil kun nødig bøgeplanter, men gerne baby-ege.


De jyske heder opstod allerede tidligt ved afgræsning og hugst, men på de udpinte jorder lykkedes det fra sidste del af 1800-tallet at rejse store nåleskove - og i dag er der mange steder indtrådt så markante forbedringer af jordbundstilstanden ved mulddannelse, at tiden er moden til at plante oprindelige danske træsorter: for gran og fyr er jo kun konkurrencedygtige i et barskere klima samt på ringere jorder.

I stadig større udstrækning går man nu tilbage til løvskovsdrift, mens især den hurtigt voksende rødgran indtil for få år siden regnedes for det eneste saliggørende. For rødgran er følsom for stormfald, insekt- og svampeskader - og da især i vort milde klima, hvor den som sagt ikke hører hjemme.

Worsøes også fotografisk set prægtige værk dokumenterer og tolker en mængde typiske forekomster i vore ældre skove ud fra brugshistorien såsom den gamle skovgræsning. Således skyldes de forkrøblede og mangestammede bøgebevoksninger, som man kan se f.eks. i Rold Skov, en gammel skovdriftsform, hvor man med jævne mellemrum fældede de unge træer til brænde og gavntræ, hvorefter de atter skød en mængde nye skud fra stubben.

De 'troldeskove', som det har resulteret i de steder, hvor sådanne bevoksninger til sidst er blevet overladt til sig selv, har således intet at gøre med urskov - men på den anden side er de heller ikke plantet og repræsenterer for så vidt vore sidste genetisk oprindelige skovrester.


Her finder vi også den højeste grad af biologisk mangfoldighed. Worsøe gætter endvidere på, at hvis det ikke havde været for skovgræsningen, ville Danmarks ældste eg, Kongeegen i Jægerspris, der er ca. 1.600 år gammel, være bukket under som følge af konkurrence fra yngre opvoksende skov.

Og faktisk er det også i vore nordlige nabolande sådan, at den ægte urskov langtfra altid domineres af ældgamle træer - for sådanne kæmper kræver nu en gang god plads omkring sig, idet deres rodnet jo må have tilsvarende dimensioner.

I øvrigt kan jeg supplere med, at Kongeegen er alderspræsident også i Norden, selv om man har fundet enebærbuske og fyrretræer i Lapland på op til 1.000 år - samt sidste år en enkelt gran på 650 år. Så nu ved De, hvordan De kan dupere svenskerne også på det felt.