En af vore kyndigste skovhistorikere, Eiler Worsøe, har begået et prægtigt værk om et stykke naturhistorie, som på dansk grund nok så meget må kaldes et stykke kulturhistorie. Den rene naturhistorie fortælles i et kapitel, der handler om de træsorter, der efter istidens ophør fik fodfæste på den jomfruelige jord - afhængigt dels af klimaudviklingen, dels af tilstedeværelsen af spredningskilder. De mange øst-vestgående bjergkæder i Europa hindrede genindvandring og spredning af en række træarter, som i og for sig godt kan trives her - og derfor er Nordeuropa meget artsfattig sammenlignet med Japan, Østsibirien og Amerika i tilsvarende klimazoner. Man mener i dag, at mennesket var med til at forme den tidlige hasselbevoksning kort efter istiden. Jægerne, der fulgte isranden, har opdaget, at hasselbusken gav nødder og har derfor favoriseret den; ellers ville den næppe være blevet så hyppig. I ældre stenalder var klimaet varmere end i dag, og landet var dækket af en formelig jungle af elm, ask, lind og eg, hvor der vrimlede med bisonokser, urokser, vildsvin og kronhjorte. Bøgen indvandrede først i jernalderens kolde klima.
Svinene åd egen væk
Lyt til artiklen
