Der er tilsyneladende ingen ende på historien om de gyldne tider på Skagen - de berømte 'hip, hip, hurra'-år, hvor malergruppen med Michael og Anna Ancher og P.S. Krøyer i spidsen malede, gik ture i det blå aftenlys, spiste og drak. Der blev i disse år skabt stor kunst, men det er der også blevet på andre lokaliteter til andre tider, uden at det har haft samme effekt på eftertiden som det kunstnerliv, der blev udfoldet på Skagen, har og har haft. Publikum vil - som børn - hele tiden høre mere om kunstnerne og deres liv heroppe, og Lise Svanholm har som en af eksperterne på området gavmildt øst af sin viden herom. Dramatiske historier I år sker det med en lille bog om de kvinder, som dels malede - som Anna Ancher - dels støttede, bar, vaskede tøjet, lavede maden, dels optrådte som muser, elskerinder og hustruer. I 'Damerne på Skagen' får læseren kortfattede signalementer og lige så kortfattet udfoldede livshistorier om kvinderne eller damerne, som de lidt koket kaldes, selv om der antagelig er flere af dem, der nok ville have sig frabedt at blive benævnt som 'damer'. Flere af historierne er dramatiske. Det gælder f.eks. historierne om Marie Krøyer, Martha Johansen og dem om Drachmanns mange kærester, mens historien om den tilsyneladende så harmoniske og i sig selv hvilende Anna Ancher virker som en blid fløjtetone i aftenlyset i forhold til de andre. Mere sul på kroppen Men der er flere historier end historierne om de 'kendte' kvinder. I disse møder man såvel tjenestepiger som en dronning (Alexandrine), og disse signalementagtige småportrætter er med til at give bogen karakter mere af et katalog end en egentlig fremstilling, for man er næsten ude af det enkelte portræt, inden man har fået begyndt ordentligt på det. Det er faktisk lidt synd, for der ligger mere herligt stof gemt i skatkisten med etiketten 'Skagen', end man ved læsningen får indtryk af. 'Damerne på Skagen' måtte godt have haft noget mere sul på sidebenene, end de har fået i denne ombæring.