Hvis en Joakim Garff kan sige, at Kierkegaards biografi i høj grad er historien om hans tanker, så gælder det samme i endnu højere grad for Isaac Newton. Også i hans tilfælde tager vi udgangspunkt i en barndomstragedie. Faderen, der var analfabet, døde inden sønnens fødsel, og moderen overdrog ham efter indgåelsen af et nyt ægteskab i en årrække i bedsteforældrenes varetægt på slægtsgården Woolsthorpe Manor. Newton forvandt aldrig skuffelsen og trak sig ind i sig selv og sin tankeverden. Og som i Kierkegaards tilfælde var der en sammenhæng mellem biografi og tankeindhold. Newton blev indskrevet ved Trinity College i 1661, men den sjæleligt isolerede unge mand gennemgik allerede året efter en voldsom religiøs krise. Vi befinder os i Cromwells og puritanernes store tid. Under en pestepidemi trak Newton sig i halvandet år tilbage til Woolsthorpe Manor, hvor han udviklede næsten alle sine banebrydende ideer som en edderkop sit spind. I øvrigt brugte Newton siden hen mindst lige så meget tid på teologiske og alkymistiske studier og skriverier som på fysikken, men der er en sammenhæng. For ganske som gravitationsloven på en måde ikke har noget med tingene selv at gøre, svæver Newtons gud over vandene. Datidens store naturfilosof René Descartes kunne ikke acceptere tanken om naturkræfter der virker gennem det tomme rum. Fysik skulle være mekanik, og i mekanik kan man følge tandhjulenes kraftoverførsel kontinuert. Hvordan kom Newton da til gravitationsloven? For at forstå det skal man vide, at Galilei havde opdaget, at legemer uanset vægt falder tilnærmelsesvis lige hurtigt i et medium, der som luft næsten ikke gør modstand. Gådefuldt, for tunge legemer falder dog med større kraft og slår så at sige hårdere. Galilei udtrykte endvidere gravitationen ved accelerationen per sekund. Descartes havde med sin analytiske geometri og funktionslære muliggjort fremstillingen af kurver for en partikels position over tid, men her er der tale om acceleration og ikke om position. Den unge Newton udviklede i sin frugtbare eruptionsperiode differential- og integralregningen, som muliggør omregning fra positionen på et givet tidspunkt til hastigheden og videre til accelerationen - samt omvendt.