0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Muren er faldet

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dramatikken i dagens udgivelse ligger i én forskel, nemlig den til forrige udgave af samme værk. Sidst udkom 'Danske digtere i det 20. århundrede' i 1980-82. I dag begynder værket (som udkom første gang i 1951) at udkomme for fjerde og sidste gang, helt nyskrevet og nyredigeret. Der er sket noget i Danmark, verden og litteraturen siden 1980. Muren er faldet.

Værkets chefredaktør, Anne-Marie Mai, har valgt at lægge ud med bind III, 'Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt', det vil sige den danske litteratur fra 1970 til i dag. En 664 sider stor kvadre af en bog med en rigdom af forfatterskabsportrætter og en gevaldig oversigtsartikel, 'Det formelle gennembrud', skrevet af chefen selv.

Et umådelig kvalificeret værk, bristefærdigt af veloplagte læsninger og nyttige oplysninger og i lighed med tidligere udgaver så ærke tidstypisk, at man ikke skulle tro det muligt.

Men det er netop en attraktion ved værket, som under et og samme navn nu har gennemløbet hele fire reinkarnationer, at det hver gang i sine kontroversielle valg (og fravalg!) og i hele sin tilgang til litteraturen også fanger tiden.

I dag har værket selvfølgelig sin egen hjemmeside med diskussionsforum (se adressen nedenfor), og her har forfatteren Arne Herløv Pedersen i vrede over de nye, ultra-smalle forfatterskaber, der nu kanoniseres, foreslået værket omdøbt til f.eks. 'Oppe i tiden'.


Men er man nu også 'kanoniseret', fordi man optages i 'Danske digtere'? Hvis ja, er der selvfølgelig grund til at glippe lidt med øjnene, når omfangsmæssigt mikroskopiske produktioner som Pablo Henrik Llambías', Merete Torps eller Helle Helles her ofres selvstændige kapitler for slet ikke at tale om komikken i en Lars Bukdahls biografi, som er så tynd, at vi skal have at vide på glittet papir, at han i 1996 vikarierede for en løst ansat underviser på Københavns Universitet (var det mon en eller flere timer?)

Men for det første: Det er spændende og øjeåbnende læsninger, der leveres af de helt nye forfatterskaber; og for det andet: man er bestemt ikke kanon, bare fordi man er kommet med i værket her. Det kan man forvisse sig om ved at ty til udgaven fra 1980.

Dengang var det Torben Brostrøm og Mette Winge, som redigerede, og pligtskyldigst pøsede på med arbejderlitteratur, kvindelitteratur og samfundsrelevans i lange baner, masser af nu forsvundne og mildt sagt ikke kanoniserede forfattere, som det ikke desto mindre er sjovt (for nu at sige det på den måde) at læse om den dag i dag (f.eks. litografen Gustav Christiansen med Tsotsaldestrugsiv ratsgrivning ).

Dengang som nu var/er det alligevel de rigtige (ja, undskyld) forfattere, som fik mest plads: Henrik Nordbrandt, Kirsten Thorup, Ib Michael etc. Tredje udgave af 'Danske digtere i det 20. århundrede' var, akkurat som nu den fjerde, både tidstypisk og kvalificeret.

Alligevel er jeg min Gud og skaber taknemmelig for, at vi nu er nået til fjerde udgave og til et litteratursyn som det, Anne-Marie Mai har lagt til grund for sin redaktion og sin ledende artikel.

For selv om hun så glimrende skriver om 1970erne, at »Det hele var ikke bare hønsestrik, ubehjælpsom brugslyrik, lilla ble'r, Røde Wilfred og Lasse og Mathilde«, så var der dælme meget af det, og hele anlægget i dagens udgivelse er at flytte fokus over på litteraturen som Kunst og ikke alt muligt andet.

Derfor er det også forfatter skabsportrættet, der er værkets grundlæggende genre, og ikke hverken Georg Brandes' 'forfatterportræt' med livet som årsag og kunsten som virkning (skønt Brandes- inspirationen anerkendes) eller senere tiders mange koblinger af 'samfundet' og 'teksterne'.


Hvor er det befriende med en bog om bøger, der fortæller os noget om, hvad der står i de bøger, den er en bog om, frem for alt muligt udenomssnak angående forfatteres barndom, teksters teorier og produktivkræfters modsætninger. Det er litteraturen som kunst og kunsten som form, som er det afgørende credo hos Anne-Marie Mai og co. på godt og ondt.

For selvfølgelig kan det kamme over, og selvfølgelig kammer det her og dér over i genidyrkelse, når alt for store tanker om kunsten projiceres over på relativt uskyldige, små forfatterskaber, og når man ikke holder sig for øje, hvad Thomas Mann og så mange andre har sagt, nemlig at kvantiteten også tæller med i geniet.

Mange oversete, udeladte forfatterskaber tyder også på, at kunstnerisk form, som ikke i snævreste forstand er ny kunstnerisk form, har det med at ramme redaktionens blinde øje.

Slagsmålet om, hvem der er med og ikke med, vil jeg imidlertid her lade ligge (se selv på hosstående liste over forfattere med selvstændige kapitler). En del af 'de store savnede' vil dukke op i de kommende to bind om det 20. århundredes tidligere perioder, men der er jo ræson i, at en forfatter som Peer Hultberg, der egentlig er af Rifbjerg-generationen (f.1935), her ses som en del af det 'formelle gennembrud', der fokuseres på.

De enkelte portrætter er selvsagt af svingende kvalitet, og når Anne-Marie Mai bruger så grønne skribenter, som hun her og der gør, mangler der nødvendigvis visse steder noget sprog og noget personlighed.

Derfor vil jeg nøjes med at fremhæve det allerførste kapitel, Erik Skyum Nielsens om Kirsten Thorup, som er et mesterstykke i genren, et eminent portræt af et afgørende forfatterskab i perioden, en produktion som spænder fra den mest modernistiske avantgarde til den mest feministiske realisme og dermed sprænger hele den forståelsesramme om det kunstneriske, jeg f.eks. lige har postuleret.

Skyum har både sprog og personlighed til en kærligt/distanceret udfoldning af et stort forfatterskab, som sine steder også tør være storslået mislykket.

'Danske digtere i det 20. århundrede' er endnu en gang blevet et pragtværk, også rent fysisk: et smukt, enkelt og læsbart layout, et stort og myndigt format, én og kun én slags illustrationer, nemlig sort-hvide fotos. Jeg glæder mig til at bruge bogen de kommende år og vil umiddelbart kun rase over én ting, nemlig at man nu ikke længere tør bringe artikler af skandinaviske bidragydere på deres respektive sprog.

I 1980 kunne svenske Lasse Söderberg godt få lov først at citere Nordbrandts ord om Danmark, »skabt af mudder, skabt af tusmørke/ af sleske kristne, af slimede grundtvigianerhænder/ der aldrig har kendt behaget at strejfe et undersøisk marmoransigt/ eller fulgt rytmen i en slynget arabisk håndskrift«, og så selv sige:

»Jeg vet inte hur ett sådant forsterlandshat uppfattas i Danmark. Vad jag vet, eller åtminstone föreställer mig, är att det i Nordbrandts fall har varit poetiskt fruktbart«.
Det kan man da godt forstå, ikke?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce