0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Paraplyens pris

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sørens far havde penge, det vidste man i København, og da Sørens far døde i 1838, fik Søren en ganske stor sum penge at leve for. Og dem forstod han at omsætte med en sådan viljestyrke og konsekvens, at han i midten af 1850erne kunne se bunden af pengekassen.

Man har senere beregnet, at Søren med efternavnet Kierkegaard i løbet af en overskuelig årrække brugte ca. fire millioner kroner (3,5 mio. i 1993), og hertil kom, at den forbrugsmulighed Søren Kierkegaard fik med sin fædrene arv, var væsentlig større end dagens aktuelle.

Søren Kierkegaard brugte ikke blot løs af sin fædrene arv, han havde tillige løbende indtægter. Disse bestod af renter - han kunne godt finde ud af det med at anbringe penge - fortjeneste på hussalg og forfatterindtægter, og det hele blev brugt til forbrug. Fedt forbrug, et forbrug som undertiden fik omgivelserne til at måbe, som da han lavede børneselskab for niecen Henriette Lund og nogle andre børn.

Han forærede ved den lejlighed pigerne dyre liljekonval-buketter, bød på køretur, flotte lotterigevinster, lækkert smørrebrød, marcipankage samt champagne, hvilket pigens forældre fandt noget malplaceret.

Der var ikke noget at sige til, at bunden af pengekassen kunne anes, da Søren Kierkegaard i 1855 udmattet på både sjæl og legeme lod sig indlægge på Frederiks Hospital, hvor han døde 11. november 1855.

Når man dør, træder det offentlige til, og det gjorde det også i Søren Kierkegaards tilfælde. Skiftekommissionen indfandt sig prompte i hans lejlighed og fandt her »en Mængde Papir, meest Manuskripter, der forefandtes paa forskjellige Steder«. Man stuvede papirerne ned i en pult, i en piedestal og i et skab og forseglede møblerne.

Så var der de andre ting, som Søren Kierkegaard nogle år forinden havde bestemt skulle gå til Regine, men hun sagde nej tak og tog kun nogle småting ud, som hun mente var hendes, og så gik resten på auktion. »En del gode møbler og effekter« hed det i auktions-katalogen, og gennem denne, som Flemming Chr. Nielsen har udgivet og kommenteret, får man et næsten voyeur-agtigt indblik i Søren Kierkegaards liv.



Hans 4 uldne nattrøjer blev solgt for 2 rigsdalere og 4 mark, mens der kun blev betalt 3 mark for 18 flipper, 4 par manchetter, en krave og et tørklæde. Hans tolv shirtings-skjorter gik for 7 rigsdalere og 4 mark og 8 skilling, mens hans grønne silkeparaply blev dyr. Det manglede også bare for i 1840 havde han skrevet om sit specielle forhold til sin paraply:

»Min Paraplui, mit Venskab. Den forlader mig aldrig, kun engang har den gjort det. Der var et forfærdeligt Stormvejr; jeg stod ene og forladt af alle Mennesker, ene paa Kongens Nytorv; da vendte ogsaa min Paraplui sig. Jeg var raadvild, om jeg skulde lade den fare for dens Troløshed og blive Misanthrop. Den er bleven mig saa kjær, at jeg altid gaaer med den enten deet er Regnveir eller Solskin; ja for at vise den, at jeg ikke elsker den blot for Nyttens Skyld, gaaer jeg stundom op og ned af Gulvet i min Stue og lader ligesom jeg var ude, støtter mig paa den, slaaer den op, understøtter min Hage med Haandgrebet, bringer den nær til mine Læber osv.«.

Paraplyen indbragte 4 rigsdalere, 1 mark og 8 skilling og blev solgt til den litteratur-interesserede boghandler Lynge.

Slåbrokken, tærnet, blev solgt til kontrollør Jensen, mens morgenskoene - to par - blev købt af en marskandiser Schou. I det hele taget var det især marskandisere, der tog fra - og så er tingene vandret ud i et nyt kredsløb, indtil de er faldet fra hinanden af ælde og slid.

Selv om Kierkegaard spiste det meste af sin mad ude, rådede han også over en god portion køkkengrej: en kobbertærtepande, en kobberstegegryde, to tekedler, en mængde kasseroller, en buddingform med lågpotte, en bismervægt, en æbleskivepande og tre smørsøgere, et dejgtrug, og naturligvis også et strygejern og et pibejern og - temmelig kuriøst: en vugge.

Uden for nummer blev solgt en række effekter, hvoraf en del siden har fundet deres vej til Københavns Bymuseum, der har et særligt Søren Kierkegaard-rum og til Frederiksborg, som på samme måde har samlet ting ind fra fortidens store.

Flemming Chr. Nielsen, der for et par år siden udgav den glimrende bog om Søren Kierkegaards ukendte bror 'Ind i verdens vrimmel' har fulgt en del af effekternes senere slyngede veje og bringer sine oplysninger i forbindelse med de enkelte katalognumre.

Og man får vældig god besked på mangt og meget, der måske i sig selv ikke er betydningsfuldt, men som alligevel kaster et overraskende sidelys ind på Søren Kierkegaard. Han bliver ikke mindre af det, måske en smule mere nærværende.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce