0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Drop glasuren

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad er det, der får nybagte forældre til at sige, at de slet ikke savner tid til hinanden og tid sammen med vennerne? Som får dem skyndsomt til at bortforklare deres spædbarns gråd med et »Han er ellers altid så nem«.

Og som får en relativt nybagt mor til at kigge misundeligt på en gravid og længes efter selv at få mave på igen, selv om hun godt kan huske, at hun brækkede sig hver morgen i flere måneder, græd over sin svulmende krop og lige efter fødslen sagde, »jeg gør det aldrig mere«.

Hvad er det, som får langt de fleste forældre til at hælde en hel skålfuld sukker og pink pergamentspapir over alt, hvad der handler om den lille?

Er det hormoner? Pres fra samfundet til at mene, at moderrollen er den bedste i verden?
I hvert fald er det skræmmende og utroligt stressende for en førstegangsgravid, der nægter at tro på, at livet - heller ikke som nybagt mor - udelukkende er en dans på lyserøde roser.
Nu er der heldigvis kommet en bog, der hedder 'Du kan bare vente dig - 12 sande beretninger om at blive mor'.

Forsigtige betroelser
Ikke at den gør moderskabet mindre skræmmende for en kvinde, der aldrig har set det som sit eneste og højeste mål i livet at blive mor. Men den gør op med myter og tabuer - og det hjælper den læsende til at føle sig mindre alene. Den gør det bare lidt lettere at forholde sig til den uforståelige fremtid, der venter måneder forude. Og den giver én mulighed for at få luft for ens egne betænkeligheder.

Alle 12 forfattere tilhører den nye generation af kvinder, der har fået velplanlagte børn sammen med en mand, de holder af. Hverdagen er under kontrol med tryg økonomi, spændende karrierer og solide parforhold.

Men kun de færreste har haft et spædbarn i hænderne, før den dag junior melder sig. Og så kommer forskrækkelsen, fordi den samfundsbestemte 'gode tone' har afskåret den gravide og hendes mand fra virkelighedens fortællinger. Veninderne betror sig først forsigtigt til forfatterne, når de selv har født. For som en af dem siger, »jeg ville jo ikke fremstå som en dårlig mor, der ikke elsker mit barn«. Og mødrene kan heller ikke hjælpe stort, for de har enten glemt eller fortrængt, hvordan det var for dem.

Psykiske elektrochok
Maria Holkenfeldt Behrendt, der har redigeret de 12 beretninger, understreger i forordet, at formålet ikke er at skræmme kommende forældre fra at få børn eller at sige, at livet med dem er et helvede.

Det gør forfatterne bestemt heller ikke - selv om et par kolde svedture eller tre da melder sig undervejs i læsningen.

Formålet er blot at nuancere debatten, så kvinder - og deres mænd - ikke også i fremtiden får et psykisk elektrochok efter fødslen, fordi ingen undervejs havde fortalt dem, at livet med en nyfødt også er en fysisk og følelsesmæssig kolbøtte.

For eksempel fortæller den første kvinde i bogen, at hun under graviditeten troede, at hun instinktivt ville vide, hvad den lille ville, hver gang der kom et grynt fra vuggen. Og at hun hele tiden spurgte sin kæreste: »Tror du ikke, at vi bliver verdens bedste forældre?«. Næsten for naivt, men igen er det formentlig hendes omgivelser, der mere eller mindre bevidst har undladt at fortælle hele sandheden.

Slap kontrollen
En anden kvinde, der er psykologistuderende, er lidt bedre klædt på, men bliver også overvældet, især fordi hun har svært ved at slippe selvkontrollen. Aerobic-tøjet skiftes ud med graviditetskjoler og udtrådte sandaler. Og studierne på universitetet bliver uinteressante, efterhånden som det ukendte, mirakuløse 'noget' i hendes krop vokser og sparker.

»Det føltes som ni måneders identitetsafvikling, eller ni måneder, hvor jeg langsomt gav slip på den selvkontrol, som havde holdt sammen på mit liv«, som hun skriver.

Andre igen fortæller om frustrationen ved ikke fluks at blive oversvømmet af moderfølelser, da barnet bliver født. Om besættelsen af tanken om søvn, når juniors hårde mave bestemmer soverytmen eller mangel på samme. Om omgivelsernes forventning om, at kvindebryster er naturlige malkemaskiner, der kan producere på diktat. Og om parforholdets ultimative prøve, når to bliver til tre.

Ængstende, men også spændende og livsbekræftende læsning, som kan anbefales til alle førstegangsgravide og deres mænd. Og til veninderne og mødrene, så de ikke længere forsøger at fylde os med lyserødt glasur.

Hvad skabet gemmer
Uddrag fra 'Du kan bare vente dig':

* Delt i to
»Da August var ti uger, skulle jeg begynde på Filmskolen. Den første weekend var rustur, hvor jeg og August selvfølgelig skulle med. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev på ingen måde rystet sammen med de andre. For al min tid gik med at amme, gå barnevognstur og skifte bleer«. Malene Flindt Pedersen, 33 år, film- og tv-producent, mor til August på 8 år.

* Det høje C
»Men de forventninger, jeg havde til at få et barn, blev altså ikke indfriet. Jeg troede, at mit barn ville være eksemplarisk, og at jeg, med den helt rette indstilling, kunne få en guldklump ud af, hvad jeg end fik. Men sådan er verden ikke. Nogle børn er nemme, og andre er det bare ikke, men så er de så meget andet«. Camilla Levin, 31 år, projektleder, mor til Carl Philip på 1 1/2 år.

* Min egen intuition
»Siden hen, når pigerne nærmest sad og konkurrerede om, hvor meget deres børn kunne motorisk, blev det næsten urkomisk, eftersom Julie absolut ikke lå i den hurtige ende af skalaen. Til sidst, da en af pigerne fortalte, at hendes dreng på godt et halvt år kunne sige flere fuldt forståelige ord, blev det mig for meget, og jeg trak mig ud af mødregruppen«. Malene Lauridsen, 34 år, stewardesse, mor til Julie på 1 1/2 år.

* Da lykken skiftede klæder
»Man læser jo om, hvor vigtig denne periode er i et menneskes liv. Det er vigtigt med den rolige, gode kontakt, latteren, kropskontakten osv. Jeg kom til at hade alle disse bøger om symbiose og det lyserøde skær af lykke, som skal være til stede imellem mor og barn. For vi var ikke lykkelige. Tværtimod«. Louise Zeuthen, 29 år, danskstuderende, mor til Ida på 1 1/2 år.

* Babyer sover da
»Det var fjerde gang den nat, hun ville spise, og hun så ikke ud til, at hun havde tænkt sig at sove videre bagefter. Jeg mistede fuldstændig kontrollen, var træt ind til marven og kunne ikke overskue, hvordan jeg skulle kunne holde til, at dette fortsatte ret meget længere. Jeg tudede og tudede«. Mette Mørk, freelancejournalist, mor til Laura på 2 år.

* Parforholdets ultimative prøve