På Paganinis violin var fjerde streng efter sigende gjort af tarm fra en elskerinde, som han havde myrdet med de bare næver. Hos Messiaen kom musikken af en anden kærlighed, af 'Ordet som blev kød' og den Hellige Frans' fornemmelse for fuglenes sang. Sådan spænder denne bog så vidt, fra den virtuose ekstase hos den lille hedning (Paganini) til 'Gud alene æren' hos Johan Sebastian Bach eller Beethovens kamp med døvhed og dæmoner. Valdemar Lønsted har med sine 'Musikalske fortællinger' givet sin vidende og velskrevne version af den klassiske (eller som det nu hedder: den store) musiks historie i Europa, en version midt mellem anekdote og analyse, underholdning og formidling. Bogen består af elleve kapitler, som hver især slår ned på en bestemt komponist og et af hans værker. Ud over de allerede nævnte er det Schubert, Berlioz, Mozart, Stravinskij, Monteverdi, Sibelius, Verdi og Liszt. Heraf både omfang og begrænsning. Valdemar Lønsted vælger ud fra et lystprincip og skriver for at »bevæge sig ind på det uudsigeliges område, musikoplevelsen«. Thi, som bogens allerførste sætning lyder: »Musik skal høres«. Følgelig følger en cd med, så man har korte uddrag af de valgte værker ved hånden - de uddrag, som Lønsted gør til genstand for nærmere analyse og fortolkning. Det kan være de første 6 minutter og 32 sekunder af Beethovens 3. symfoni eller de første tre minutter og 35 sekunder af Schuberts 'ufuldendte', som man kan høre på cd'en og dernæst eller samtidig følge Lønsteds gennemgang af i bogen. Analytisk benytter han sig af musikteoriens almindelige værktøjskasse med dur, mol og sonateform, mens han i sine tolkninger hælder mod det åndelige og følelsesmæssige (»Hvornår er en symfoni begyndt så dybt, så dystert og så tyst?«). Lønsted er ikke bange for de store ord i denne bog om den store musik, men i betragtning af, at det er begejstringen, der bærer bogen, holdes vokabularet dog smukt i ave.