Du har pligt til at være lykkelig, sagde Sartres gamle lærer til sig selv, hvorpå han giftede sig med sin husholderske. Du har pligt til at elske, skrev Kierkegaard. Men det er vanvid at gøre erotik og venskab til en pligt. Elskere hengiver sig spontant til hinanden, venner ligeså, her driver lysten - sympati eller forkærlighed - værket. Når lysten afmattes, må man betale prisen. Så avler kærlighed had, selv om hadet får ende, når kærligheden er ædt op. Og kærlighed skaber iversyge, en sygelig trang til bestandig at blive bekræftet af sin elsker. Og endelig dør kærligheden kvalt af vanens magt. Kristendom har sat en anden, evig og uforanderlig kærlighed i verden, kærligheden til næsten, dvs. til alle, en pligt-kærlighed, der aldrig dør. Lysten forgår, men pligten består. Kierkegaard har fået en renæssance, selv blandt kinesiske forskere, og det er en god gerning, en gave fra Gyldendal at kunne studere de to slags kærlighed, den umiddelbare og den kristne, for sølle 78 kr.
To slags kærlighed
Lyt til artiklen
