22. juli 1889 fandt et par koner, der skar brændenælder i Pederskov på Tåsinge, noget skrækkeligt, nemlig to skikkelser, der begge var overordentlig døde. Den ene var en meget smuk, ung kvinde, den anden en flot militærperson. Kvinden var, konstaterede myndighederne efterfølgende, blevet skudt i tindingen, mens manden havde skudt sig selv i ganen. De to døde satte hele landet på den anden ende, for manden var en svensk adelsmand og officer. Sixten Sparre hed han – og begge dele, adelskabet og officershvervet, var jo noget, som talte, og kvinden var den dejlige cirkusprinsesse med kunstnernavnet Elvira Madigan, og det var jo også noget. Så her var virkelig en masse at svælge i. Og det gjorde ikke blot danskerne, men over det meste af Norden gik mennesker med liv og lyst op i denne herlige, frygtelige, sørgelige begivenhed. Nok i sengen, men ikke ved siden Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor Sixten Sparre tog livet af Elvira og sig selv, og det var der en række jordbundne grunde til.
Ikke flere penge – alt var pantsat – og en forspildt karriere – for samfundet var på dette tidspunkt ifølge Dorthe Sondrup Andersen så stærkt klassedelt, at det var umuligt for en herre med Sixten Sparres baggrund at begå sig med en cirkusprinsesse ved sin side. Det kunne gå med at have hende i sengen, men ikke ved siden. De to var derfor dømt ude på forhånd. Bindegale narrehatte Med udgangspunkt i de tos skæbne trævler Dorthe Sondrup Andersen flere af de betydende kulturaktørers levned og meninger i årene fra 1880 til århundredskiftet op, og i en gennemironisk, undertiden nærmest nedgørende stil tager hun håndgreb på en række af tidens fremtrædende personligheder, bl.a. Georg Brandes, Herman Bang, Johannes Jørgensen, Viggo og Ingeborg Stuckenberg, P.S. Krøyer og flere andre.
