Få steder i Tyskland havde nazisterne så stor succes som i Slesvig-Holsten, hvor de ved rigsdagsvalget i 1932 opnåede absolut flertal. Og ser man på Sydslesvig alene, var tilslutningen til nazismen over 60 procent. Med en sådan folkelig opbakning pustede fremtrædende slesvig-holstenske nazister som landråd Wilhelm Sievers og pastor Johann Peperkorn sig selv og politiske prøveballoner op med budskabet om, at grænsen mellem Danmark og Tyskland var »en hårrejsende forbrydelse mod det tyske folk«. De krævede Nordslesvigs indlemmelse i Det Tredje Rige. Flydende grænse Faktisk var de internationale garantier for Sønderjyllands indlemmelse i kongeriget i 1920 svagere end som så. Versaillesfreden, der havde skabt forudsætningerne for genforeningen, var undergravet. Dansk udenrigspolitik måtte i 1930’erne føres på den præmis, at grænsen i den tyske bevidsthed slet ikke lå fast.
Når Berlin derfor meget tydeligt nødede Sievers og Peperkorn til at stikke piben ind, skyldtes det ikke respekt for folkeretten, men derimod realpolitiske hensyn. Andre udfordringer stod længere oppe på nazitoppens dagsorden, så den så ingen anledning til at tirre det nordiske broderfolk – endnu. Uro og kriser I denne antologi afdækkes de mange problemer og udfordringer, som det nazistiske statskup medførte nord og syd for grænsen. Sønderjylland var stadig kun halvvejs inde i en omfattende økonomisk, politisk, kulturel og strukturel integrationsproces med det øvrige Danmark.
