Jeg har ord for det meste/ og intet at være i«, skriver Simon Grotrian nøgternt i digtet ’Sorgterrasser’. Sandt er det, at Grotrian har ord for det meste. Mange ord endda. Originale ord. Ord, der strømmer fra ham i en desperat-ekstatisk fossen.
Der kommer efterhånden både tre og fire digtsamlinger fra ham om året. En rastløs kreativitet emmende af sansning, tynd hud og skrift i døgndrift. De senere år har Grotrian fulgt to spor, der begge er lige egensindige. Der er de almindelige digte, som ikke er spor almindelige. Det kristne livssyn spiller en stadig mere central rolle, og siden han i 2006 skrev salmebogen ’Jordens salt og verdens lys’, har han flittigt digtet salmer og udgivet bønnebogen ’Citroner til Vorherre’. Fascinerende nykomling I Grotrians nye digtsamling ’Især til de levende’ løber de to spor sammen. Her er både salmer og digte, men kampen for at få øje på Gud midt i verdens herlighed og elendighed har de til fælles. Som salmedigter er Simon Grotrian en dybt fascinerende nykomling. Han finder utrætteligt nye ordsammensætninger for det, man troede var velkendt, i en grad, så hjernen slår flikflak. Det er ord, der åbner muligheden for et nyt syn.
