John Chr. Jørgensen har været mange steder, siden han fik sig et navn med en stor bog om Leif Panduro i 1973. Men i de seneste mange år er det forholdet mellem kulturen og litteraturen på den ene side og pressen på den anden, der har fanget ham. Hvad er en kritiker, hvad er en anmelder, og hvad er det, der foregår, når kulturen bliver formidlet i avisen? Det er spørgsmål, han har stillet sig på kryds og tværs. Ikke så sært, eftersom han sidst i firserne tilbragte en længere orlov fra Københavns Universitet med at være litteraturredaktør på Politiken, hvor han fik interessen og erfaringerne ind med tryksværten. Ikke sært heller, at han en skønne dag måtte havne i et bredt studium af Herman Bang, den første store forfatterjournalist eller med en senere tids betegnelse 'spinatfugl' i dansk litteraturhistorie. 'Jeg, der kender Pressens Melodier', kalder han med et Bang-citat det færdige resultat af sin undersøgelse. Dem kender han selv, gør John Chr. Jørgensen. Det er det, der giver hans bog autoritet og soliditet. Men det er unægtelig en anden presse, den, som Bang tjente gennem et langt liv og med stærke og ambivalente følelser, på én gang drevet af permanente lommesmerter og af det særlige behov for at 'være på', som især de journalister, der kaldes 'spinatfugle', udvikler. Det er vistnok Jens Kistrup, der engang har sagt, at enhver dagbladskritiker må være noget af en skuespiller. Han skal være der, når tæppet går op, og han skal være værd at se på og høre på. For også han skal sælge billetter. Det er så sandt, som det er sagt.
Lad kyllingerne stå
Lyt til artiklen
