Undertegnede håndboldtosse har ventet i lang tid på, at nogen turde tage livtag med Kasper Hvidt. Den tidligere landsholdsmålmand, der både på og uden for banen har haft paraderne oppe, når offentligheden søgte ind bag masken. Han er ikke en Joachim Boldsen eller en Lars Christiansen med ’Vild med dans’-ambitioner. Og når det så ligefrem er Rasmus Bech, landets gennem årtier vel bedst skrivende sportsjournalist, Politikens tidligere sportsredaktør og nuværende klummeskriver (og stadig reporter, heldigvis), der lægger pen og spørgsmål til rejsen ind i hovedet på Hvidt, så borger det for kvalitet, eftertanke og sproglig spændstighed. Og ikke mindst håndboldindsigt. Forståelse for dette besynderlige spil, som ikke betager synderlig mange uden for Skandinavien, men er en del af vores blod. Et spil for store, stærke mænd, der mestrer brydningens elegance, slåskampens fine konturer, holddynamikkens energi og boldens umulige veje.

Særlingen i centrum
Ikke så fint og feteret som fodbold, ej heller så ferskt og fintet som basketball. Men sit eget, og med målmanden som særlingen i centrum. Ham, der gør fra eller til, ham, der rydder op, når de andre er blevet snydt. Ham, der lægger krop til, når 120 kilo Balkan kommer flyvende ind i feltet med en kanonkugle i hånden og smækker den af sted.

Kasper Hvidt er den bedste håndboldmålmand, Danmark nogensinde har haft. Samtidig er han en eftertænksom Frederiksberg-fætter, der både i kraft af et enormt potentiale og sin evne til at piske holdkammeraterne frem har en enorm aktie i de store resultater, som det danske landshold har kunnet fremvise i dette årtusindes første årti.

OL-druk skubbede til målmandens landsholdsstop