Så sad man der i sin natkjole under PH-lampens skær og drømte sig ud på den øde prærie, hvor Laura levede det vilde nybyggerliv med indianere, majspandekager og vintre så misundelsesværdigt kolde. Strabadserne skærpede kun den huslige flid hos familien Ingalls – intet majskorn, ingen høvlspån gik til spilde! Det er den samme nøjsomhedens æstetik, der driver læseren gennem William Kamkwambas detaljemættede fortælling om det selvforsynende farmerliv, selv om et par grundpræmisser er væsensforskellige: Fortællingen foregår i nær nutid og har rod i Afrikas røde jord. William Kamkwamba (f. 1987) har berettet sin personlige pionerhistorie fra Malawi til den amerikanske journalist Bryan Mealer, mens denne boede hos Kamkwambas familie et års tid. En god og kærlig familie, forlyder det, der slider hårdt med majs- og tobaksplanter i håbet om at kunne give deres børn en skolegang og dermed flere valgmuligheder i tilværelsen.
Men tørken er den uforudsigelige fjende, der omstyrter alle planer. Eller som William konstaterer: »I Malawi var vinden en af de få vedvarende ting, Gud havde givet os«. Døsende virkning Så hvad gør en opvakt knægt? Han sætter sig for at konstruere en vindmølle, der – i bogstaveligste forstand – kan kaste elektrisk lys over land. Og det lykkes. Skrue for skrue flikkes det ambitiøse monstrum møjsommeligt sammen af gamle plastikrør, løsdele fra transistorradioer og guldfund fra byens skrotbunke.
