Fredag 23. august 1726, i let frost på vej mod Okhotsk på den sibiriske østkyst, var der prygl i luften. Og skønt det er uvist, hvad der mere specifikt gik forud, må der have været et skænderi af en art. Eller en vel bramfri – måske opsætsig – ytring, der blev hørt af den forkerte. Dagen havde lige fra solopgang budt på masser af det, der havde været hverdagskost siden 25. december året før: bevægelse og transport gennem uvejsomt terræn, hvor man på særligt strabadserende strækninger ikke kunne fortænke en mand i at hvisle salte eder. I rejsens første stadier, i vintermånederne, gik det fremad med hestetrukne slæder. Senere sejlede man på det vidtforgrenede system af floder, der skærer sig øst-vest tværs gennem landet. Og når man ikke kunne sejle, måtte man ride eller vandre.
Hvorefter man igen sejlede, når det kunne lade sig gøre – med nye flodbåde, som man måtte bygge. Eller red med friske heste, der blev indforskrevet fra de lokale myndigheder, som også måtte levere proviant og stille bærere, vejvisere og tolke til rådighed. En hel karavane af mænd, der under overkommando af den 43-årige kaptajn Vitus Bering fra Horsens, i forskellige afdelinger og i noget forskudt takt, bevægede sig gennem Rusland på tsar Peter den Stores befaling med det klare formål en gang for alle at få fastslået, om Asien og Nordamerika hang sammen. Eller ej.
