Det store værk om dansk udenrigspolitiks historie er nu afsluttet med det lidt forsinkede bind om årene fra 1945 til 1972, fra Befrielsen til Danmarks indtræden i EF, skrevet af Poul Villaume og Thorsten Borring Olesen. Det er en glimrende fremstilling, nuanceret og præget af sundt jugement. Forfatterne har forstået, at historieskrivningens opgave er at forklare og forstå, ikke at afsige moralske eller endog politiske domme over fortiden, selv om politikere og samfundsdebattører på både højre og venstre fløj i stigende grad synes at nære sådanne vrangforestillinger. Det betyder ikke, at fremstillingen er uden engagement og vurderinger. Antiamerikansk retorik Der peges i flere tilfælde på diskutable beslutninger, hvor der blev taget nok så meget hensyn til opinionen som til statsræsonen, bl.a. i anden halvdel af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, hvor socialdemokratiske topledere af en venstreorienteret opinion, hvis styrke man muligvis overvurderede, lod sig presse til en antiamerikansk retorik. Men der er ingen tvivl om, at ledende socialdemokrater fandt det nødvendigt at tage afstand til USA's Vietnampolitik for at bevare opslutningen omkring NATO. Det samme gjaldt den stærke kritik af det græske oberststyre og af den amerikanske støtte til obersterne. Usikker NATO-garanti Fra begyndelsen i 1949 var der nogle indbyggede dilemmaer i den danske NATO-politik. Man accepterede afskrækkelsespolitikken, men samtidig betød landets udsatte geografiske beliggenhed, at man bestræbte sig på at undgå enhver form for provokationer overfor Sovjetunionen. Et særligt problem var, at alliancens militære planlægning i væsentlig grad var koncentreret om Centraleuropa, hvilket skabte frygt for, at Danmark, når det kom til stykket, ikke var dækket af NATO-garantien. Det kunne kompenseres med amerikanske baser og eventuelt atomvåben på dansk jord, men vurderingen var, at opinionen næppe ville acceptere en stationering. Dertil kom, hvad forfatterne rigtigt fremhæver, at selv om der var opslutning omkring NATO, var den scavenianske tradition endnu meget levende blandt politikere og embedsmænd. Det kom klart til udtryk i 1957 i H.C. Hansens udtalelse om, at Danmark og andre små lande ofte savnede »den historiske og politiske baggrund for at kunne bidrage til løsningen af internationale, storpolitiske problemer, og de derfor heller ikke kunne forventes at påtage sig medansvar herfor«. 'H.C. Hansen-brevet' Fra samme år er det såkaldte 'H.C. Hansen-brev' fra 1957 om eventuel oplagring af amerikanske atomvåben på Grønland, en slags 'ikke-svar' på et 'ikke-spørgsmål'. Diplomatisk er brevet et mesterstykke, samtidig er der tale om klassisk småstatspolitik overfor en overmægtig om end i dette tilfælde venligsindet stormagt. Det blev da også formuleret af udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen, der havde beklædt samme stilling under besættelsen og sammen med Scavenius været hovedarkitekten bag tilpasningspolitikken over for Tyskland. Svenningsen var en genganger fra en tid, hvor den udenrigspolitiske kurs blev udstukket af en karismatisk minister bistået af en håndfuld diplomater og topembedsmænd. Det var en tid, hvor udenrigspolitik i hovedsagen havde angået det bilaterale forhold til andre stater, forholdet til Tyskland, til England osv. Men nye mønstre var under udvikling. Demokratisering af beslutningsprocessen FN, økonomiske samarbejdsorganisationer og i en vis forstand også NATO betød, at traditionel national beslutningskompetence blev flyttet til internationale fora; udenrigspolitikken blev i stigende grad multilateral, hvad der styrkede småstater som Danmarks muligheder for at påvirke udviklingen. Samtidig blev flere end tidligere inddraget i udformningen af udenrigspolitikken. Parlamentariske udvalg, ekspertpaneler, interesseorganisationer var med til at udstikke kursen. Derved medvirkede suverænitetsafgivelserne på forskellige områder paradoksalt nok til en demokratisering af den udenrigspolitiske beslutningsproces. Det havde også betydning, at offentligheden som følge af medieudviklingen fik langt mere orientering om udenrigske forhold end før Anden Verdenskrig. Socialdemokratiets ungdomsoprør Forfatterne har koncentreret deres fremstilling omkring to hovedspor, sikkerhedspolitikken og markedspolitikken. Til en vis grad er der tale om to parallelt forløbende fortællinger, hvilket betyder, at der er nogle spring frem og tilbage i tiden; man fornemmer at dispositionen af stoffet har givet lidt problemer. Men analyserne er kompetente og beskrivelsen af, at dansk udenrigspolitik på flere niveauer var præget af en grundlæggende dualisme, der lejlighedsvis førte til en svingende udenrigspolitisk kurs, er særdeles overbevisende. Den moralske aktivisme i slutningen af 1960'erne med hensyn til Grækenland, Sydafrika og Vietnam kan uden tvivl ses som et forsøg på at fastholde yngre venstreorienterede socialdemokrater på NATO-linjen og forhindre, at markedspolitikken førte til interne konflikter i Socialdemokratiet. Jens Otto Krag turde ikke sælge EF som en politisk vision; taktikken overfor træge partifæller var at gøre EF til en slags økonomisk sikkerhedspolitik: EF/EU var forudsætningen for, at velfærdsstaten kunne overleve. Det grundlæggende problem for Krag var, at der ved folketingsvalget i 1971 blev indvalgt en række unge socialdemokrater med andre værdinormer og en anden virkelighedsopfattelse. Ungdomsoprøret havde hermed fået politisk fodfæste inden for Socialdemokratiet, hvad der styrkede både den moralske aktivisme og forbeholdslinjen overfor NATO og især EU. Nordekprojektet Et andet problem for Krag var, at den danske velfærdsstat i en vis forstand var næsten for succesfuld. Den danske models succes gjorde det vanskeligt for Krag at overbevise mange socialdemokrater om det europæiske projekts nødvendighed. To forhold løb sammen, dels den danske småstats historisk betingede skepsis over for et nært politisk samarbejde med større stater, dels tyrkertroen på, at den danske velfærdsstat var den bedste af alle verdener, og at Danmark med hensyn til social lighed, demokrati og solidaritet kun fandt sin lige hos de andre nordiske velfærdsstater. Ingen stillede spørgsmålstegn ved selv meget omfattende nordisk samarbejde, derimod var uviljen stor mod selv et begrænset samarbejde med stater på kontinentet, som den danske opinion opfattede som socialt tilbagestående. Forfatterne har uden tvivl ret i, at den danske velfærdsstats selvforståelse var et problem for dansk markedspolitik. Nordekprojektet, der blev søsat af Hilmar Baunsgaards VKR-regering, var i virkeligheden designet under Krag-regeringen som et forsøg på at skabe en populær nordisk platform for dansk markedspolitik. Krags pludselige afgang Fremstillingen understreger med al tydelighed, at Jens Otto Krag var den centrale figur i dansk politik mellem 1945 og 1972. Hos ham løb de to spor i dansk udenrigspolitik sammen samtidig med, at han også var arkitekten bag Socialdemokratiets økonomiske moderniseringsprogram. Hans uventede afgang i 1972 dagen efter afstemningen om EF betød, at der ikke længere var noget indlysende tyngdepunkt og heller ingen centrifugalkraft i dansk politik. Såvel udenrigs- som indenrigspolitikken blev uden styring. Vælgerne blev forvirrede og sendte regningen ved jordskredsvalget året efter. Myten om Hækkerup I tilknytning til de to hovedspor rummer bindet en række præcise analyser af enkeltspørgsmål som f.eks. København-Bonn-erklæringerne fra 1955 om mindretallenes status. Et spørgsmål, som eftertiden er gået meget op i, er grænsedragningen i Nordsøen, hvor det er en populær opfattelse, at Per Hækkerup i en brandert forærede nordmændene det meste af Nordsøolien. Det er imidlertid en skrøne. Ikke at Per Hækkerup var beruset ved underskrivelsen, det kan godt have været tilfældet, men det er ikke sådan udenrigspolitiske beslutninger træffes. Derimod er det sandsynligt, at Hækkerup og udenrigsministeriet undervurderede omfanget af oliereserverne, hvortil kom, at man ikke ønskede, at en afvisende dansk holdning skulle føre til en retssag om grænsedragningen ved den internationale domstol i Haag. Det var kun godt 30 år efter Grønlandssagen og den norske bitterhed var ikke helt forsvundet. Usikkert kildemateriale Formentlig har efterretningsforhold spillet en større rolle for mange sikkerhedspolitiske beslutninger, end det fremgår af bogen. Problemet er naturligvis kildematerialets særlige karakter, det kan være vanskeligt tolkeligt og meget er utvivlsomt destrueret. Men det er sandsynligt, at beslutninger, der kan forekomme eftertiden mindre forståelige, er baseret på efterretninger, vi ikke kender. Også af den grund skal man være forsigtig med skråsikre domme. I øvrigt var der ikke kun staten, der havde et efterretningsnet. Også private indsamlede oplysninger. Arne Sejr er et velkendt eksempel og sandsynligvis gjorde de danske kommunister det også. Ganske vist har forfatterne til Dansk Institut for Internationale Studier ikke fundet afgørende dokumentation, men der er grund til at hæfte sig ved, at den bulgarske kommunist Dimitrov, en hovedfigur i Komintern, i sin dagbog 21. september 1942 noterer, at Aksel Larsen havde fået ordre til at organisere et efterretningsnet, der skulle indsamle oplysninger om forholdene i Danmark til brug for netop Komintern. Kompetent historieskrivning Det er sandsynligt, at hvis der i fremtiden dukker oplysninger op, som afgørende forrykker det billede, vi har af Danmark under den kolde krig, vil de stamme fra efterretningskilder. På den politiske højrefløj har man tilsyneladende store forventninger om, at efterretningsarkiver vil afsløre, hvem der svigtede og optrådte landsforræderisk under den kolde krig. Det vil snarere gå modsat, således at efterretningskilderne vil sløre forholdene, og som i en John le Carré-roman gøre det vanskeligt at skelne mellem 'the bad and the good guys'. Villaume og Borring Olesen har måske knap le Carrés litterære talenter, men indholdet er spændende nok. Det er kompetent historieskrivning, den hidtil vigtigste bog om Danmark i årene efter besættelsen. Men sproget er lidt tungt og burde have burde have været strammet, der er mange gentagelser.