Der var engang, hvor fjernsynet kunne ændre dit liv! Store ord (især i dag); men man gik ikke uberørt hen og slukkede for kassen - det var nemlig før fjernbetjeningen - efter møderne med Sonja eller Buster eller Klyderne. Hullet i Kæmpeskoven. Poul og Nulle. Især Poul og Nulle og allermest 'Baggårdsredaktionen'. Mange gange spærrede man øjnene op i vantro og kneb sig selv i armen: Hvordan kan de slippe af sted med at lave sådan noget? Payback Det kunne de heller ikke i B&U. En stor del af Mogens Vemmers moppedreng af en erindringsbog 'Fjernsyn for dig' er helliget angreb og forsvar, intriger, fejltagelser og lodrette løgne. Han kender huset efter 50 års virke og en chefpost siden 1968. På den ene side får man et indtryk af Danmarks Radio som en sydende trykkoger af møgspredning. På den anden side er netop Mogens Vemmer et klart udtryk for, at der var højt til loftet. At gode kræfter i huset holdt hånden under ham, blev han først sent klar over. Mogens Vemmer blev et hade-ikon for mange under det gryende borgerlige opsving (og fremefter). Han fik skyld for det meste. Ham og hans hær af 'røde lejesvende'. Der står 'payback' med store bogstaver på ryggen af ham selv i dag. Lang som en guldbryllupstale Der er en særlig glød, når radioens og fjernsynets tidlige helte fortæller om jobbet. Man var opfinder af det hele. Det gjaldt både teknik og indhold. Mulighederne var ubegrænsede, landskabet uberørt, og man knoklede. Mogens Vemmer opfandt f.eks. genren 'dokudrama' i 1959. Den er senere blevet meget populær. Måske kulminerede det hele i 1980, som bød på både 'Bamse', 'Kæmpeskoven' og den før omtalte 'Baggårdsredaktion'. Selv fremhæver Mogens Vemmer tv-serien 'Buster' og på radiosiden Tine Bryld og 'Tværs'. Sidstnævnte er han »mest stolt« af. Der er megen omsorg og respekt i hans afdæmpede karakteristik af nære kolleger. Såmænd også af husets chefer frem til Christian Nissen! 'Fjernsyn for dig' med undertitlen '50 år med verdens værste seere' er lang som en guldbryllupstale. Som skribent viderefører Mogens Vemmer traditionen med at have et ben i begge lejre. Derfor er der unødigt meget stof med om 'sagerne' og for lidt om udsendelserne og udviklingen. Han argumenterer dog overbevisende for, at »tv til børn er hele grundlaget for 'public service'«. Og han har et godt motto for sit virke. Han vil lave tv for børn, som får dem til at lave noget andet end at se tv! Privatpersonen Mogens Vemmer er med vilje gjort utydelig af forfatteren. Han trækker sig hele tiden til fordel for B&U-Vemmer, der også havde nok at se til som lynafleder og paraply. En sjælden gang går bureaukrati, kunstnerisk tæft og tidsånd op i en højere enhed og skaber plads for et menneske som Mogens Vemmer, der kan det hele. Tak!