0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Først frihed, så fred

Den franske tænker André Glucksmanns nye bog er et filosofisk forsvar for vores kamp mod den terror, der er blevet grænseløs og hæmningsløs.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Krig har tre forskellige skikkelser. Den klassiske krig føres mellem stammer eller nationer. Men det hindrer ikke, at sociale, racistiske eller religiøse modsætninger inden for de enkelte samfund kan udvikle sig til borgerkrig eller massemord. Og neden under lurer en tredje mulighed: krigen uden reelt motiv, terrorkrigen, den sadistiske trang til almen ødelæggelse.

André Glucksmann mener, at den sidste form for krig, terroren, har udviklet sig til at blive nerven i enhver fremtidig krig. Tallene på krigens ofre taler for sig selv. Under Første Verdenskrig var 80 procent af de dræbte soldater. Efter 1945 er det tal vendt på hovedet. I dag falder kvinder, børn eller forsvarsløse mænd i hobetal, ikke som 'utilsigtede skader', men som bevidst valgte udryddelsesmål. De europæiske krige i Bosnien, Kosova eller Tjetjenien turde være bevis nok.

Den franske filosof har altid advaret mod overdreven optimisme på menneskehedens vegne. Han har fremhævet, at demokratiet bør befæste sin grundvold imod de kræfter, der vil det til livs, før den diskuterer, hvad der er det rette samfund. Det sidste kan gerne skille os, men den basale trussel mod vores civilisation må samle os som borgere.

Denne filosofiske og strategiske grundtanke ser Glucksmann bestyrket efter Murens fald i 1989 og i ganske særlig grad efter terrorangrebene på USA 11. september 2001. Strategisk set findes der en verden før og efter 11. september. Det er tesen i hans seneste bog 'Ouest contre Ouest' (Vest imod Vest), der netop er udkommet i Frankrig. Den tager, som titlen siger, sit udgangspunkt i den vestlige værdidiskussion omkring Irakkrigen.


Efter Murens fald blev det hævdet, at nu gjaldt kampen fred i verden, derefter ville friheden gradvist følge overalt. Tiden var med demokratierne. I dag ved vi, siger Glucksmann, at det forholder sig lige omvendt: Først friheden, så vil freden måske og med vanskelighed følge efter.

Det er en gammel erkendelse, der går tilbage til 1700-tallets to største oplysningstænkere Rousseau og Kant. De hævdede begge med stor styrke, at fred uden frihed ikke kan tænkes. For Kant kunne man kun nærme sig en tilstand af 'evig fred' gennem den personlige myndighed, et menneske får som livsvilkår i et demokratisk styret samfund i alliance med andre demokratiske nationer.

Glucksmann tager tråden op fra Kant (franske filosoffer vil som bekendt helst citere tyske og vice versa!). Hans argumentation er enkel. Den følger to parallelle spor: krigen og det forsvar, vi må tilpasse truslerne.

Fra 1945 og frem til Murens fald herskede der terrorbalance mellem supermagterne. Efter Murens fald søges afskrækkelseselementet fastholdt i ikkespredningsaftalen. Men USA har med sit planlagte missilforsvar mod 'slyngelstater' klart vist, at man ikke mere tror på terrorbalance.


Dertil kommer terrorelementet. Masseødelæggelsesvåben er blevet 'demokratiseret'. De er blevet lettere at producere eller anskaffe sig. Statsmagten er ved at miste sit monopol her, samtidig med at terrorister altid bedre end stater kan overbevise sig selv om, at alt er tilladt. Terroren er blevet grænseløs og hæmningsløs.

Hver morgen kan gry for den dag, der bliver tidernes ende. Hverken mere eller mindre.

Det kræver, skriver Glucksmann, at afskrækkelsen fra at være regionalt begrænset som under terrorbalancen nu bliver almindelig. Afskrækkelsen bliver global, men den bliver især menneskelig, og kampen for frihed er dens vigtigste allierede.

Terror er krig mod civile. Kampen mod terror skal derfor helt og holdent tjene civile, ikke stater. Det er det essentielt kantianske i Glucksmanns projekt, at denne antiterroristiske modstand nødvendigvis og i sidste ende kun kan bygge på det enkelte menneskes ansvarlighed.

Hvad betyder det? Ja, det betyder f.eks., at forårets fredsdemonstranter måske burde have spurgt sig selv, om der før Irakkrigen herskede en tilstand, der med rette kunne kaldes fred i Saddam Husseins diktatur. Hvis ikke, hvilken fred forsvarede de da?


Glucksmann mener, at vi må stå vagt om det begreb, der var oplysningstidens nøgleord og første gang brugtes som sådan omkring 1750, nemlig civilisation. Ordet betyder bogstaveligt 'at gøre til borger'. Altså til et samfundsvæsen, der træder ud af de roller, som tro, nationalitet, klasse eller køn har skrevet for en. Tro mod sin egen filosofi siger Glucksmann:

»Den globale civilisation i det 21. århundrede er en, ikke fordi den bekender sig til den samme idé om paradis - guderne skal vide, at den findes ikke - men fordi den på godt og ondt er hjemsøgt af en vision om helvede«.

Det 20. århundrede har navne nok på det helvede.

Civilisationen kæmper ikke mod fraværet af civilisation, men mod de kræfter, der vil civilisationen til livs. Det er i dag terrorismens pest, selvødelæggelsens kræfter, nihilismen.

Det opløftende ved Glucksmanns bog er, at han ser, at den grænseoverskridende terrorisme kræver et globalt modsvar, som tager sit udgangspunkt i den enkeltes ansvar, og som bærer på et globalt budskab om retssamfund, menneskerettigheder og frihed.

Man kan diskutere, om Irak var et at de steder, den kamp blev udkæmpet. Det mener Glucksmann, og han lægger sine argumenter frem til vores overvejelse. Men det vigtigste er hans insisteren på, at den terroristiske trang til destruktion er evig ung, og at det ikke er tiden, men kun os selv, der kan give den svar på tiltale.