Krig har tre forskellige skikkelser. Den klassiske krig føres mellem stammer eller nationer. Men det hindrer ikke, at sociale, racistiske eller religiøse modsætninger inden for de enkelte samfund kan udvikle sig til borgerkrig eller massemord. Og neden under lurer en tredje mulighed: krigen uden reelt motiv, terrorkrigen, den sadistiske trang til almen ødelæggelse. André Glucksmann mener, at den sidste form for krig, terroren, har udviklet sig til at blive nerven i enhver fremtidig krig. Tallene på krigens ofre taler for sig selv. Under Første Verdenskrig var 80 procent af de dræbte soldater. Efter 1945 er det tal vendt på hovedet. I dag falder kvinder, børn eller forsvarsløse mænd i hobetal, ikke som 'utilsigtede skader', men som bevidst valgte udryddelsesmål. De europæiske krige i Bosnien, Kosova eller Tjetjenien turde være bevis nok. Den franske filosof har altid advaret mod overdreven optimisme på menneskehedens vegne. Han har fremhævet, at demokratiet bør befæste sin grundvold imod de kræfter, der vil det til livs, før den diskuterer, hvad der er det rette samfund. Det sidste kan gerne skille os, men den basale trussel mod vores civilisation må samle os som borgere. Denne filosofiske og strategiske grundtanke ser Glucksmann bestyrket efter Murens fald i 1989 og i ganske særlig grad efter terrorangrebene på USA 11. september 2001. Strategisk set findes der en verden før og efter 11. september. Det er tesen i hans seneste bog 'Ouest contre Ouest' (Vest imod Vest), der netop er udkommet i Frankrig. Den tager, som titlen siger, sit udgangspunkt i den vestlige værdidiskussion omkring Irakkrigen.