Lad os gå direkte til de barske realiteter: Ifølge troværdige forskningskilder lider hen ved 19 millioner amerikanere af kronisk depression, og uanset om man regner i nedsat livskvalitet eller tidlig død, kan depressionstilstande så rigeligt konkurrere med globale dræbere som krig, kræft og aids. Det anslås, at cirka 15 procent af befolkningen i løbet af deres levetid vil få en depressionsdiagnose, og i Danmark - som i resten af den vestlige verden - er anvendelsen af antidepressiv medicin støt stigende: I perioden 1994-2003 øgedes det samlede forbrug med 260 procent, og i dag er mere end 300.000 danskere i tabletbehandling mod depression. Årsagen er enkel Depression er en folkesygdom, og selv om 'melankolien' har været kendt og beskrevet siden den klassiske oldtid, er det fortsat forbløffende lidt, vi ved om tungsindets væsen og årsager. Eller snarere: Jo mere vi ved, jo mere ved vi ikke. I takt med de seneste årtiers biologisering af psykiatrien har vi ganske vist opnået betydelig indsigt i depressionens 'biokemi', men til trods for rottedissektioner og avancerede PET-skanninger har vi kun blotlagt en flig af sygdommens labyrintiske anatomi, og uden for laboratoriets dør står gåderne stadig i kø. Årsagen er enkel: Uanset de dysfungerende hjernevindinger er depression altid en strittende totalbegivenhed, som udspiller sig i mange dimensioner og får gestalt i et myldrende krydsfelt mellem krop, psyke, sociale relationer og kultur. Spørgsmålene er mange Men hvad er årsag, og hvad er virkning? Hvad betyder køn, alder, etnicitet og opvækst? Hvor tungt vejer den genetiske arv? Og den sociale? Hvilken rolle spiller samfundets indretning og normer? Og hvad kan man selv gøre for at forøge sin modstandskraft og vitalitet? Spørgsmålene er mange, og som supplement til den biologiske (og farmaceutiske) forskning er der i høj grad brug for nuancerede analyser af depressionens eksistentielle, fænomenologiske og kulturelle aspekter. Depressionen indsnævrer synsfeltet Et bud på en sådan analyse finder man hos den amerikanske journalist og forfatter Andrew Solomon, hvis rundrejse i depressionens anatomi - alene ved sit monumentale omfang - må siges at være lidt af en bedrift. Forfatterens videbegær er personligt begrundet: Fra sin tidlige ungdom har han kendt til angst og altopslugende sortsyn, og som 25-årig oplevede han sit første sammenbrud i forbindelse med morens død af kræft. Solomons livsverden gik langsomt, men sikkert til grunde, og hvor han tidligere havde været et sårbart og sensitivt menneske, befandt han sig nu i en tilstand af flydende og lammende håbløshed: »Depressionen indsnævrer ens synsfelt, og selve synet begynder at forsvinde. Det er som at forsøge at se tv gennem atmosfærisk støj, hvor man sådan set godt kan se billedet, men alligevel ikke rigtig, hvor man ikke kan se folks ansigter, undtagen i nærbilleder, og hvor ingenting har kanter. Luften virker tyk og modvillig, som om den var fuld af opblødt brød«. Små og store brikker i depressionens puslespil Siden følger flere svære depressioner, og Solomon får efterhånden et ufrivilligt førstehåndsindblik i det psykiatriske system, ligesom han desperat stiller sig til rådighed for snart sagt enhver kombination af psykofarmaka. Han får det gradvis bedre, og hans smerte forvandles med tiden til konstruktiv undren: Hvad er depression i grunden for en djævelsk størrelse, og hvilke erfaringer gemmer der sig bag de tavse munde og forstenede ansigter? Væbnet med nysgerrighed og journalistisk grundighed sætter han sig for at belyse den depressive sindstilstand fra så mange vinkler som overhovedet muligt, og over en femårsperiode kommer han i kontakt med en stor skare af forskere, behandlere, pårørende og patienter. Systematisk indsamler han små og store brikker i depressionens puslespil, og hans strategi går i al sin enkelhed ud på at anlægge en så åben og rummelig synsvinkel, at oversete nuancer og gråtoner lettere kommer til syne. Som en fængslende roman 'Helvedes malstrøm' er en fascinerende kakofonisk blanding af videnskabsformidling, kulturanalyse, personlige sygdomsbeskrivelser og selvbiografi - den er et velresearchet og rigt facetteret signalement af depressionens mange ansigter, og det er imponerende, at forfatteren fra side 1 til side 741 formår at møde sit stof så nøgternt og lyttende. Vi kommer omkring depressionens biologi, demografi, evolution, ideologi, historie og sociale gradient, og vi får indsigtsfulde (og selvoplevede) beskrivelser af konventionelle og alternative behandlingsformer, af misbrug, afmagt, skyld, skam og selvmord. Men også af gennembrud, glæde, meningsfuldhed og håb. Salomons bog er en mursten af fakta, erfaring og analyse, og selv om den utvivlsomt kunne have haft gavn af en noget strammereredaktion, er den på den anden side så velskrevet, engageret og informativ, at man sætter flertallet af dens kapitler til livs som en fængslende roman. Trøst »Jeg følte en ligfærd i hjernen - «, skriver den tilbagetrukne 1800-talsdigter Emily Dickinson et sted, og hun fortsætter: »de sørgende gik omkring/ og trampede, trampede uafbrudt/ til tankerne kørte i ring«. Således kan god poesi i få sætninger begribe mere end hundrede skindindbundne lærebøger, og også 'Helvedes malstrøm' bidrager på sin helt egen måde med værdifulde ind- og udsigter. Bogen er af oplagt interesse for fagfolk på psykologiens og psykiatriens felt - men til trods for dens truende omfang (og de sine steder ganske indviklede redegørelser) vil den kunne oplyse, inspirere og trøste de fleste, som har depression inde på livet i hverdagen. Og det er desværre ikke så få.