For ikke mange år siden udkom en bog på fransk, der hed noget med ’Mediokratiet’.
Det var ikke endnu en i strømmen af hjerneblødt ukritiske og kulturpessimistiske udgivelser om mediesamfundets viderværdigheder, men derimod en kritisk diagnose af tiden efter de store, franske filosofiske geniers bortgang – Derrida, Foucault, Lyotard, Barthes, Deleuze, alle var de døde og væk, og tilbage var nu kun ’les médiocres’, middelmådighederne; de dydige filosofihistorikere og uundværligt lærde specialister på universiteterne, de poppede mediefilosoffer med den facile snak om menneskerettigheder og demokrati... men forfatteren havde glemt en af de gamle, nemlig Alain Badiou, født i Marokko 1937, still going strong og så tæt på at være et filosofisk geni, som tænkes kan. Viva Platon! Badiou udgav i revolutionsåret 1989 sit første, tindrende veloplagte manifest. Dengang gjaldt det et forsøg på at genindsætte Filosofien med stort F.
