Forventningen sitrede i kroppen, da jeg smed cyklen fra mig, løb op på første, lukkede mig ind i lejligheden og skyndte mig ind på værelset. Brochuren på skrivebordet foran mig duftede af tryksværte og var fyldt med lækre tegnede billeder af en helt ny bil. Den var så anderledes, så enkel, så moderne, at det næsten gjorde ondt. Tænk, at sidde der bag rattet, med det strømlinede instrumentbræt foran sig, speedometeret var det samme smarte som i Opel Rekord, hvor en vandret lysstribe voksede og skiftede farve efter hastigheden.
Nøglen ind, starte motoren og rulle ud af gården, ned i krydset, ud af byen og lige, hvorhen man ville. Sømmet i bund: grøn … orange … rød, hvis man kom over 100. Tænk! Drengen og hans Kadett Jeg var i hvert fald oppe i det røde felt, jeg bladrede brochuren igennem igen og igen og igen, jeg drømte om den bil om natten, jeg kørte rundt i den og var så fri som nogen. Det var i 1962. Brochuren om den nye lille Opel, som de kaldte Kadett, havde jeg hentet hos en lokal bilforhandler. Jeg var 11 og helt vild med biler.
