Dygtige kvinder i toppositioner i Amerika ender ensomme og barnløse. Og hvad værre er, de får heller ingen børnebørn, der kan forsøde deres alderdom. Det er det dystre billede, som en britisk-amerikansk forsker, Sylvia Ann Hewlett, tegner i sin ny bog 'Baby Hunger - The New Battle for Motherhood'. At Hewlett selv er mor til fire, hvoraf hun fødte den sidste som 51-årig, gør hende ikke ligefrem til en darling blandt forretningslivets feminister, og hun har fået rasende anmeldelser, bl.a. i Sunday Times. Men Hewlett har sine tal i orden, og hvad værre er, hun har aldeles ret, når hun påpeger, at vore dages kvinder, som er sluppet for fortidens åg af i alvorligste fald dødbringende børnefødsler, er holdt op med at tage deres biologi alvorligt. At man som 38-årig stadig føler sig som en 28-årig betyder ikke, at ens æg har lige så meget livsmod. Tværtom. 'Baby Hunger' er en lang jammerklage fra dygtige og fortrinsvis modne, men også unge kvinder, der skal knokle for at komme til tops og derfor ikke kan finde tid til at etablere en familie. For de midaldrende, som er jævnaldrende med Hewlett, er det for sent. For de unge ikke, men flere af dem tror, de har alverdens tid. Men det har de ikke, advarer forfatteren. Er de ikke etableret i et parforhold i en forholdsvis ung alder og har fået barn lige så hurtigt, er babybussen kørt. Tiden går, og mændene finder en yngre og ofte ikke så veluddannet partner. Det gør mange af de unge højtuddannede mænd i øvrigt også, for de gider ikke have en kone, de skal lave en aftale med gennem sekretæren.